Fly skabte opsigtsvækkende skyer over Djursland
Benjamin Camillo fra Djursland indfangede et sjældent fænomen, da et fly fløj hen over himlen
Et fly på vej henover Djursland lavede i går en meget usædvanlig aftegning på himlen. Det ser nærmest ud som en almindelig flystribe, der er pyntet med en række af røgringe. Synet fik Benjamin Camillo til at gribe sit kamera for at dokumentere fænomenet, inden skyerne opløste sig selv igen.
- Jeg har fotograferet mange fly med jetstriber, men det der har jeg aldrig set før, fortæller han til TV 2 Vejret.
Fuglefotograf øver sig på fly
Benjamin Camillo bor i Trustrup midt på Djursland, hvor han fotograferer mange fugle, men af og til også fly for at øve sig. Han er vant til at holde øje med himlen, og han blev begejstret, da han så den specielle flystribe.
Læs også
- Jeg syntes, det var fantastisk. Det er i hvert fald ikke noget, man ser hver dag, siger han.
Fotografen fortæller, at det var et almindeligt passagerfly i almindeligt roligt vejr, og derfor undrer det ham også, at flystriben former sig, som den gør. Men meteorologien har en forklaring.
- Der er tale om såkaldt crow-ustabilitet, forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.
Læs også
Hvirvler bliver synlige
De symmetriske aftegninger skyldes hvirvler ved flyets vingespidser, som under særlige forhold kan blive synlige, når de kommer i kontakt med kondensstriben bag flyet.
- Det ses ikke tit, men fænomenet blev beskrevet allerede i 70'erne, slutter Sebastian Pelt.
Crow-ustabilitet ses oftest bag store fly som for eksempel Boeing 747.