Flertal i Randers Byråd kræver handling efter TV 2-dokumentar

TV 2-dokumentar en 'Plejehjemmene bag facaden’ viser omsorgssvigt på plejehjem i Aarhus og Randers. Politikere kræver derfor handling.

Demenssyge Niels Nielsen måtte vente i næsten ti timer på at få skiftet ble og bukser, som han har lavet afføring i. Foto: TV 2

I samarbejde med tv2.dk

Et flertal i Randers Byråd kræver nu handling, efter TV 2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden’ har vist ældre beboere udsat for omsorgssvigt på plejehjem i Aarhus og Randers.

Alle partier og lister i Randers Byråd - på nær Socialdemokratiet og De Konservative - er enige om forslaget, oplyser partierne bag flertallet i en mail.

Læs også Pårørende vil hellere dø end at bo på udskældt plejehjem

Der skal som minimum laves en ekstern uvildig undersøgelse af kommunens plejecentre - særligt Huset Nyvang, som ses i dokumentaren, er de enige om.

Her ses den demenssyge mand Niels Nielsen, der må vente i næsten ti timer på at få skiftet ble og bukser, som han har lavet afføring i. Personalet hjælper ham ikke, selv om han flere gange beder om det.

91-årige Niels Christian Nielsen får serveret mad på sit værelse, selvom han gentagne gør personalet opmærksom på, at han har skidt i bukserne. Foto: TV 2

Er ressourcerne til stede?

Undersøgelsen i Randers skal afdække, om forholdene for de ældre er værdige og dækkende for deres behov.

- Derudover skal undersøgelsen kigge ledelsen efter i sømmene og afdække, om de nødvendige kompetencer og ressourcer er til stede i forhold til at drive plejecenter efter Randers Kommunes omsorgs- og værdighedspolitik, skriver partierne.

Der skal ske noget. Det er hjerteskærende, og jeg er dybt berørt.

Susanne Nielsen (DF), byrådsmedlem, Randers Kommune

Bag flertallet er Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Velfærdslisten og Beboerlisten, som sidder på 18 af byrådets 31 pladser.

- Optagelserne afspejler ikke de værdier, vi som politikere har vedtaget i byrådet omkring ældreplejen. Der skal være værdighed og selvbestemmelse i de ældres liv, har viceborgmester i Randers, Christian Brøns (V), sagt til TV 2.

- Der skal ske noget. Det er hjerteskærende, og jeg er dybt berørt, har byrådsmedlem Susanne Nielsen (DF), sagt til TV 2.

S: Der er gjort en indsats

Formanden for Omsorgsudvalget og 2. viceborgmester i Randers Kommune, Fatma Cetinkaya (S), fortæller, at der er gjort en indsats for at forbedre forholdene på plejehjemmet.

Læs også Dokumentar afskrækker ikke Marlene: - Jeg vil ud og være noget for de ældre

Hun siger til TV 2, at kommunen "allerede har været inde og arbejde med forholdene i Huset Nyvang på flere planer. Blandt andet i forhold til dokumentation, medicinering og opkvalificering og undervisning af personalet."

Beslutningsforslaget kommer til afstemning på det næste byrådsmøde 7. september.