Efter flere dages tavshed: Regeringen vil ikke forbyde omskæring af drenge

Der skal tages hensyn til jødedommen, lyder det fra regeringen og Venstre. De to partier har været tavse indtil nu.

Regeringen afviser at forbyde religiøs omskæring af mindreårige drenge. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Regeringen afviser at forbyde religiøs omskæring af mindreårige drenge.

Det siger Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, til TV 2.

- Vi går ikke ind for et forbud, siger han.

Læs også Omstridt omskærings-læge bliver igen slæbt i retten

Ifølge TV 2's oplysninger fastslog statsminister Mette Frederiksen (S) på et gruppemøde tirsdag, at det er regeringens linje.

Det er første gang i løbet af de seneste ugers debat om omskæring, regeringen svarer på, om den er for eller imod et forbud.

01:18

VIDEO: Det skal være forbudt at omskære børn, fortæller Liberal Alliances folketingskandidat på ølkassen. Se hele Ida Korsløkke Bihls tale fra ølkassen her.

Luk video

Hensyn til jøder

Flemming Møller Mortensen understreger, at partiet er imod religiøs omskæring af drengebørn, selv om partiet ikke vil indføre et forbud.

Partiet mener, at hvis der bliver indført et forbud, vil omskærelser fortsat finde sted, men i det skjulte uden kontrol af en læge. Samtidig betoner Flemming Møller Mortensen hensynet til jøder i Danmark.

- Derfor er det både et hensyn til de drenge for deres sikkerhed. Men der er rigtig mange andre argumenter også. Det er blandt andet, hvordan vil det stille jøderne i Danmark, og hvordan vil deres mulighed være for at praktisere deres tro, siger Flemming Møller Mortensen.

Det er især jødiske og muslimske drengebørn i Danmark, der bliver omskåret.

Læs også Ida fra LA: Det skal være ulovligt at omskære raske drengebørn

Flere partier vil have forbud

Debatten om omskæring er blusset op de seneste uger, efter flere lægefaglige organisationer løbende har trukket sig fra en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en ny vejledning for ikkemedicinsk omskæring.

Samtidig har løsgænger og medstifter af partiet Fremad, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, fremsat et såkaldt beslutningsforslag i Folketinget om at indføre et forbud mod omskæring af drengebørn.

SF, Enhedslisten, Nye Borgerlige, Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har meldt ud, at de går ind for et forbud.

03:55

VIDOE: I 2017 blev en flyer delt ud i Gellerup. Det var en reklame for en klinik med speciale i omskæring. Manden bag kliniken, Said El-Batran, har en særdeles blakket fortid. Talrige indberetninger, om alt fra dårlig hygiejne til mangelfuld journalføring, fik i efteråret 2016 Styrelsen for patientsikkerhed til at afregistrere El-Batran i to år. Men han fortsætter øjensynligt sin virksomhed nu bare med en ny læge ved roret.

Luk video

Socialdemokratiet har tidligere afvist at indføre et omskæringsforbud, men i løbet af de seneste ugers debat har partiet hidtil ikke villet svare på, om det er for eller imod et forbud i dag.

Venstre har også været tavs, men efter regeringens melding skriver venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på Twitter, at han også er imod et forbud.

- Det er en svær sag, der er stærke holdninger til. Men jeg er enig i, at et forbud ikke er vejen frem. DK vil stå alene med et forbud - og vi skal kunne rumme det jødiske samfund i Danmark. Det skylder vi dem, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Læs også Fejl har givet omstridt læge lov til igen at omskære børn

Omskæring er politisk betændt

Et forbud mod omskæring af drenge har været et politisk følsomt emne gennem flere år, og det splitter partierne i Folketinget.

De fleste politikere er principielt imod at skære i raske drenges kønsdele. Men Danmark skal alligevel ikke være det første land i verden, der indfører et forbud, lyder det fra flere partier.

Argumenterne imod et forbud er blandt andet religionsfrihed og frygten for international uro og modstand fra jøder og muslimer.

Torsdag har en række biskopper også meldt sig ind i debatten. Heriblandt en biskop fra Aarhus. De advarer mod et forbud og henviser til religionsfrihed, og at Danmark ikke skal "kriminalisere" jødedommen.

  Foto: TV 2

Tidligere ville statsminister Mette Frederiksen (S) forbyde religiøs omskæring af drengebørn.

- Min umiddelbare indstilling er, at i Danmark skal det ikke være muligt på grund af religiøs overbevisning at påføre sine børn et fysisk indgreb, sagde hun i et interview med TV 2 i november 2008.

I dag mener regeringen det modsatte: Omskæring skal ikke forbydes. Ifølge TV 2's oplysninger er Mette Frederiksen i dag modstander af et forbud, fordi Danmark ifølge hende har et særligt ansvar for at passe på det jødiske samfund i Danmark.