e-Boks ramt af nedbrud
Det er i øjeblikket ikke muligt at få adgang til e-Boks via hjemmesiden e-boks.dk
Opdateret onsdag kl. 08:05: e-Boks er igen oppe at køre.
- De tidligere udmeldte driftsforstyrrelser er nu løst. Det er således igen muligt at logge på e-Boks.dk Vi beklager de gener, det har medført, skriver de på deres Facebook-side.
e-Boks var tirsdag aften ramt af et it-nedbrud, der gjorde, at man ikke kunne tilgå sin e-Boks via hjemmesiden e-boks.dk.
Det var dog muligt at logge på systemet via e-Boks' app på sin mobiltelefon.
Det oplyste pressechef hos e-Boks, Susanne Søndahl Wolff, til TV 2.
- Det er korrekt, at vores hjemmeside er ramt af et it-nedbrud. Vi oplever desværre netværksproblemer, som stammer fra vores driftsleverandør, KMD, siger pressechefen.
Langvarigt nedbrud
Susanne Søndahl Wolff oplyser til TV 2, at netværksproblemerne har stået på siden tirsdag eftermiddag.
- Vi blev opmærksomme på problemet kl. 17:23 i eftermiddag, og lige siden har vi arbejdet på at udbedre fejlen, fortæller Susanne Søndahl Wolff.
Susanne Søndahl Wolff henviser til e-Boks' hjemmeside og Facebook-side for seneste update på situationen.
Tidligere på dagen oplevede Nets et større nedbrud, der varede fra tirsdag morgen til sen eftermiddag, og som forhindrede adskillige betalinger med Dankort.