Derfor er november ofte så grå
Solen er i sig selv en del af forklaringen på, at vi så sjældent ser den på denne tid af året
Vi kender det. Enten pisker regnen ind mod ruden, mens vi endnu ligger under den varme dyne, eller også hænger skyerne stengrå og konturløse derude, når vi ruller gardinet op og hilser på en ny dag - som i dag.
November er nemlig ofte en grå, diset og våd måned, hvor vi i gennemsnit får de største regnmængder og har flest dage med regnvejr. Og så får vi som regel også vinterens første sne på denne tid af året.
Læs også
Når det så ikke regner, driver tunge skyer gerne hen over vores småbakkede og efterhånden kølige landskab ude fra den fugtige og lune Nordsø.
Det er netop vejrsituationen fredag, hvor man bortset fra enkelte morgensolstråler, især mod øst, får en gråvejrsdag med temperaturer omkring 10 grader.
Solen mister sin magt
Årets 11. måned er en overgangsmåned, hvor efterårets sidste lune luft kæmper mod vinterens fremmarch fra nord. Slaget står ofte lige hen over vores hoveder i form af den ene front efter den anden og gerne et blæsevejr ind i mellem.
Læs også
Solen står blot 18 grader over horisonten i Aarhus og omegn ved middagstid fredag, og ved månedens slutning sniger den sig blot op på 12 grader. Det er en af de vigtigste grunde til, at det tit er så gråt og diset på denne tid af året.
Flot vejr de kommende måneder
Tidligere på året er det nemlig ofte solen, som tørrer luften ud ved at varme den op. Så når vi ikke kan suge ret megen varme ud af de lave og kortvarige solstråler i øjeblikket, ender det hele gerne i en grå suppedas af skyer og dis i vores fugtige novemberluft.
Læs også
Til gengæld kan kulde fra nord hen over de kommende måneder ofte give et flottere vejr, for så er luften i sig selv så tør, at vi får klart vejr uden solens hjælp.
Så er man til sol og lyst vejr, skal man faktisk håbe på rigtigt koldt vejr på denne tid af året.