Den nye uge kan starte med løvfaldssommer og ende med regulært efterårsvejr

Selvom ugen starter varmt, så bliver der i den grad brug for både regntøj og vindjakke.

Weekenden har budt på varmt vejr for årstiden, og mange steder har man også kunne nyde solen skinne i længere perioder.

Det bliver der lavet godt og grundigt om på i den kommende uge, hvor vi skal vænne os til hyppigt regnvejr og perioder med ret kraftig blæst.

Natten til mandag bliver helt usædvanligt varm for årstiden, og mandag morgen vil man også opleve, at det føles lunt udenfor. I dagens løb kan temperaturen nå 20-21 grader i den østlige del af landet, hvilket vil give os løvfaldssommer, som er defineret ved tre på hinanden følgende dage med mindst 20 grader efter jævndøgn.

Det kræver dog, at temperaturen også når 20 grader søndag eftermiddag.

Det bliver dog ikke med behageligt solskinsvejr, da vi efterhånden befinder os på skillelinjen mellem varm luft mod sydøst og køligere luft mod vest. Derfor er der mange skyer fra morgenstunden, og der vil også kunne være stedvis kraftige byger over den centrale og sydlige del af Danmark. Det kan ikke udelukkes, at bygerne kan være med torden.

Femdøgnsskema fra TV 2 VEJRET udsendt 26. september 2021. Vi går en ustadig periode i møde.
Femdøgnsskema fra TV 2 VEJRET udsendt 26. september 2021. Vi går en ustadig periode i møde. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Dagen igennem vil det være lunt og mest skyet vejr, og mandag aften vil en ny omgang byger bevæge sig op over landet fra sydvest. Denne gang kan en større del af landet blive ramt, og der er igen mulighed for ret kraftige byger, der lokalt kan være med skybrud.

Flere regnvejrsdage og blæst

Fra tirsdag til fredag vil vejret vise sig fra sin meget ustadige side. Flere lavtryk vil bevæge sig ind over Nordvesteuropa fra Atlanterhavet, og hver gang et lavtryk passerer tæt forbi Danmark, vil det være ledsaget af fronter med regn.

Der vil også være perioder, hvor solen kommer til at skinne - men generelt vil den kommende uge opleves som rigtig efterårsagtig.

Som det ser ud på nuværende tidspunkt vil især onsdag og fredag kunne blive ganske våde døgn, hvor der kan komme betydelige regnmængder.

Det vil også blæse op - og onsdag aften kan der langs dele af den jyske vestkyst være vindstød nær stormstyrke. Det samme gælder torsdag, hvor det også vil blæse en del i resten af landet.

De forventede nedbørmængder frem til fredag aften (1. oktober). I dele af Danmark kan der falde mellem 25 og 50 millimeter.
De forventede nedbørmængder frem til fredag aften (1. oktober). I dele af Danmark kan der falde mellem 25 og 50 millimeter. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Til og med fredag kan der falde mellem 10 og 50 millimeter regn - mest i den vestlige del af landet, mens de østlige egne slipper med de mindste regnmængder. Undtagelsen kan dog være Bornholm, hvor der også kan komme store mængder regn de næste fem døgn.

Efter den lune start på ugen skal vi også vænne os til lavere temperaturer, der i dagtimerne generelt vil være mellem 13 og 18 grader, hvilket dog på ingen måde er unormalt for årstiden.

Til og med lørdag er der faldet 45,8 millimeter regn i september, og med udsigt til nogle våde døgn kan nedbørmængderne i september måske nærme sig normalværdien på 74,7 millimeter.