Danskere vaccineret med AstraZeneca skal ikke længere være bekymrede, siger Brostrøm

De alvorlige og sjældne tilfælde, der har sat AstraZeneca-vaccinen på pause, har alle vist sig inden for fjorten dage efter vaccinationen.

Hvis man er en af de over 140.000 danskere, der har fået mindst et stik med AstraZenecas vaccine mod coronavirus, bør man ikke længere være bekymret for at opleve de sjældne og alvorlige bivirkninger, der har vist sig efter vaccinationen.

Det siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

"Det usædvanlige sygdomsbillede", der er en kombination af et lavt antal blodplader og blodpropper, har nemlig vist sig inden for de første 14 dage efter stikket.

- Derfor vurderer vi, at de nuværende personer i Danmark, der er vaccineret med vaccinen fra AstraZeneca, ikke længere behøver at være bekymrede for at få disse sjældne bivirkninger, siger Søren Brostrøm.

Mulig sammenhæng

Søren Brostrøms melding kommer dagen efter, at det europæiske lægemiddelagentur, EMA, fremlagde deres foreløbige resultat af undersøgelserne af den svensk-britiske vaccine.

Konklusionen er, at der var en mulig sammenhæng mellem vaccinen og bivirkningerne. Men også, at fordelene ved vaccinen er større end de mulige risici.

86 tilfælde af særlige sygdomsbilleder er indtil videre undersøgt som led i EMA's undersøgelse. Heraf er 18 personer døde.

Der er vaccineret omkring 25 millioner mennesker med AstraZenecas vaccine i EU og Storbritannien, og på verdensplan har over 200 millioner fået mindst et stik med vaccinen.

Mangler stadig at finde årsagen

Den mulige sammenhæng betyder, at risikoen for det sjældne sygdomsbillede fremover skal stå i produktinformationen til AstraZenecas vaccine som en "sjælden bivirkning".

Selvom der nu er påvist en sandsynlig sammenhæng, mangler EMA stadig årsagen til tilfældene.

- Vi har ikke fundet en endegyldig årsag, men der er en række mulige forklaringer, blandt andet en atypisk immunrespons, sagde Sabine Straus, der er læge ved EMA og leder af bivirkningskomitéen PRAC.

Forsigtighedsprincip og fem ugers pause

Siden 11. marts er der ingen danskere, der er blevet vaccineret med vaccinen fra AstraZeneca. Den er nemlig sat på pause indtil uge 15 ud fra et forsigtighedsprincip.

Beslutningen om at trække bremsen i udrulningen af AstraZeneca-vaccinen var korrekt - særligt set i lyset af EMA's konklusion, mener Søren Brostrøm.

- Det bekræfter for os, at vi i Danmark har vist rettidig omhu ved at sætte vaccinen på pause, mens den bliver undersøgt, siger Søren Brostrøm.

Nu hvor EMA har fremlagt deres vurdering, er det op til de enkelte lande at beslutte, hvordan man vil tolke den, og hvem der skal tilbydes AstraZenecas vaccine.

Venter dansk udmelding i næste uge

Det har flere lande allerede gjort:

I Italien vil man kun give den til borgere over 60 år, i Spanien bliver den tilbudt til personer mellem 60 og 65 år, og i Storbritannien er det kun folk over 30, der får AstraZeneca-doserne tilbudt. I Australien og Brasilien fortsætter man med at give vaccinen til alle aldersgrupper.

Men i Danmark er beslutningen om vaccinens fremtid endnu ikke truffet, og ifølge Søren Brostrøm skal danskerne væbne sig med tålmodighed nogle dage endnu.

- Vi afventer at få de danske resultater også, og forventer at komme med en udmelding i næste uge på baggrund af den viden, vi har fået opbygget, siger Søren Brostrøm.

200421 Magasin Optakt genåbning 17-18 VO

play Magasin åbner med selvrensende gelænder, corona-guider og klistermærker på gulvet

Mark Vilhelmsen

play Restauratør i center: Det er mere end almindeligt svært

IMG_6535

Brandvæsen advarer om brandfare i naturområder

IMG_2807

play Beslutning om solcellepark trækker i langdrag: - Det er en gyser

Madpakke færdig 1

play Politikere i kovending: Vil ikke tvinge ældre til at vælge bestemt madpakke

byretten Randers Retten i Randers domstol pædofilisag

Far risikerer forvarring: Anklaget for voldtægt og overgreb på datter

Dagens mest læste