Dansk Kennel Klub bakker op om lånehunde, og opfordrer andre til at gøre som Cocos ejere
Ifølge en adfærdskonsulent kan det være en god idé at låne sin hund ud.
Da Sabina Kjemtrup lavede et opslag på Facebook, hvor hun søgte en hund, som familien kunne låne i weekenderne, gik det stærkt.
Bastian, Sabina Kjemtrups søn, havde længe plaget om at få en hund, eftersom familiens gamle hund måtte aflives for knap tre år siden.
Men tingene havde ændret sig i familien. Bastians lillebror, Felix, har en kronisk sygdom, der gør, at han ofte skal på hospitalet.
Derfor valgte familien en anderledes tilgang end de fleste.
- Det har fyldt så meget for Bastian, og så tænkte jeg, at det kunne jo være, at vi kunne være så heldige at låne en weekendhund, så det passer ind med, at Felix ikke er på sygehuset, forklarer Sabina Kjemtrup i 'Go’ morgen Danmark'.
Det væltede ind med tilbud
Efter Bastian i lang tid havde efterspurgt en hund, besluttede Sabina Kjemtrup sig derfor for at prøve at efterlyse en weekendhund i et opslag på Facebook, skriver TV 2 ØSTJYLLAND.
- Vi var faktisk nødt til at slette opslaget efter nogle timer, fordi vi havde fået 22 henvendelser. Bastian syntes, vi skulle tage dem alle sammen, men der sagde mor, at det var nok lige rigeligt, lyder det.
For familien var det overvældende, at så mange mennesker henvendte sig og tilbød, at de kunne få lov at låne deres hunde.
Læs også
Valget faldt på toårige Coco, der er en old english bulldog.
Og der var en grund til, at det netop blev hende:
- For hun så fjollet ud i ansigtet, forklarer Bastian.
Det er en god idé
Hundeudlån er måske relativt ukendt i Danmark, men i USA er fænomenet mere udbredt. Blandt andet kan man køre forbi et internat og tage en hund med på en endagstur.
Ifølge Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub, er det en god idé at låne sin hund ud som weekendhund, hvis den kan klare det.
- Først og fremmest kræves det, at det er en social og venlig hund. Så kan man sige, at hvis man skal låne sin hund ud, så er det vigtigt, at den familie, den bliver lånt ud til, matcher den livsstil, som den familie, der ejer hunden, har, lyder det.
Læs også
Hun opfordrer til, at man starter med korte besøg, hvor hunden lærer weekendfamilien at kende, og derudover at man aftaler, hvad reglerne er for hunden.
For det kan være en fordel for både hund og ejer, at hundens netværk udvides.
- Der vil være lange arbejdsdage, rejser og alt muligt andet, og jo bedre et netværk vi har af mennesker, som hunden er tryg ved, jo mere en harmonisk hund får man jo, forklarer hun.
Derfor opfordrer Lise Lotte Christensen andre til at gøre som Cocos ejere.
Svært at sige farvel igen
Bastian og familien har nu holdt første weekend med Coco, og det har været en god weekend, hvis man spørger Bastian.
- Vi rendte bare rundt, og der kom faktisk vand over det hele på gulvet, fortæller han i 'Go' morgen Danmark'.
Derfor var det også lidt svært, da weekenden med Coco sluttede.
- Det var selvfølgelig lidt øv at skulle aflevere hende igen, men vi havde snakket om det inden, og jeg synes, at Bastian klarede det rigtig godt, forklarer hans mor, Sabina Kjemtrup.