Dansk babyboom - der er travlt på fødegangen i Randers
Den gode økonomi er en af årsagerne til, at der skal løbes stærkt på landets fødestuer, mener seniorforsker
Mens kalenderåret 2018 snart er slut, så har det samtidig været begyndelsen på en masse små babyers liv.
Indtil videre tyder tal fra Danmarks Statistik på, at der er kommet rekordmange nyfødte til verden. Det kan mærkes på Regionshospitalet Randers, hvor man i gennemsnit tager imod seks-syv babyer dagligt - en mere om dagen end for blot fire år siden.
Læs også
- Hvis du spørger, om der er travlt på fødegangen, så ja, siger Trine Fritzner, der er kvalitets- og udviklingsjordemoder på hospitalet.
600 flere end sidste år
Det samlede antal nyfødte i år er af gode grunde ikke gjort endeligt op endnu. Men sammenligner man årets tre første kvartaler med tidligere år, skal man helt tilbage til 2010 for at finde ligeså mange nyfødte.
Her blev der født 48.151 i løbet af årets første ni måneder, mens der i samme periode af 2018 er blevet født 46.750 babyer.
Det er næsten 600 flere end landets fødestuer tog imod i 2017. Og der er stadig mulighed for en yderligere stigning, når det samlede tal er klar.
Trygge unge giver flere børn
Ifølge seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen fra VIVE, skyldes de mange babyer en god økonomi.
- Den buldrer derudaf. Det gør, at de unge tør, fordi de har en social og økonomisk sikkerhed, siger han til TV 2.
Læs også
I krisetider falder fødselstallet markant, og det kunne man blandt andet se under den omfattende økonomiske krise i 30'erne, fortæller han.
- Man var bange for, at landets befolkning ville uddø, fordi fertiliteten var så lav, og derfor nedsatte man dengang en befolkningskommission, siger seniorforskeren.
Der er dog også udfordringer ved, at antallet af babyer stiger. Det stiller blandt andet større krav til pladsen på hospitalerne og normeringer i vuggestuer og børnehaver.
Og det betyder noget, selvom 600 flere umiddelbart kan lyde af lidt i den kontekst, forsikrer Mogens Nygaard Christoffersen.
Nyfødte fejret med kunstværk
På Regionshospitalet Randers regner de da også med at slå rekord på fødegangen og peger på en anden og oplagt årsag til de mange babyer.
- Den gruppe af kvinder, der føder lige nu, det er jo dem, der er dem fra slut 80'erne, hvor der blev født nogle store årgange, som så naturligt gør, at vi ser et stigende fødselstal, siger Trine Fritzner.
Læs også
Og det bliver fejret på en helt særlig måde på fødeafdelingen i Randers.
Afdelingen har nemlig lavet et kunstværk, der forestiller Livets træ. Ét blad for hver nyfødt i 2018. Og der er stadig plads til dem, der skulle melde deres ankomst i årets sidste dage.