Danmark modtager i første omgang op til 100.000 vacciner, siger Heunicke

Danskere skal vaccineres i testtelte, siger Heunicke, og det er fornuftigt med en central vaccinationsløsning, lyder det fra sundhedsekspert.

Når der kommer en vaccine mod coronavirus, skal udsatte danskere i risikogrupperne samt sundhedspersonale i første omgang forbi et hvidt testcenter for at blive vaccineret.

Sådan lyder det nu fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), efter en dag med kritik fra flere parter over en manglende dansk vaccinestrategi.

- Vi vil ikke risikere, at doser går til spilde, da vi vil have vaccineret så mange som muligt, så hurtigt som muligt. Frivilligt og gratis for den enkelte borger. Derfor vil vi have central styring, og vaccinationerne kommer derfor til at foregå gennem Testcenter Danmark i regionerne, siger sundhedsministeren til TV 2.

Indtil videre forbindes de hvide telte mest af alt med at få foretaget en coronaprøve, men det vil altså ændre sig, når en vaccine bliver godkendt til brug i EU og Danmark.

Magnus Heunicke har tirsdag siddet for bordenden ved et 45 minutter langt orienteringsmøde med Folketingets sundhedsordførere, hvor de blev opdateret om Danmarks kommende strategi. Ministeren kunne ikke komme med en færdigbrygget plan.

Særlig opbevaring til vacciner

Men han vurderer dog over for TV 2, at Danmark i første omgang får mellem 50.000 og 100.000 vacciner.

- Og så vil vi modtage flere et par uger efter. Nogle af vaccinerne skal opbevares under særlige forhold. Dem har vi også købt ind til, og det er vi klar til at eksekvere på, forsikrer sundhedsministeren.

Ifølge Jan Pravsgaard, der er professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, giver det god mening at centralisere vaccinationerne i de hvide testtelte.

- Når man gør vaccinerne klar, gælder hver ampul for 10 mennesker. Så man vil gerne sikre sig, at der faktisk står 10 mennesker klar, så vi ikke spilder en masse af de ampuller, vi køber hjem, siger han til TV 2.

Han understreger, at det vigtigste er at have en god infrastruktur på plads:

- Så vi kan opbevare vaccinerne koldt og få dem transporteret ud til teltene. Og så skal man have en eller anden form for bookingsystem, så de rigtige folk kommer på de rigtige tidspunkter.

KOL-patient venter på vaccine

I Herlev sidder den 75-årige pensionist Per Nilsson og venter på en vaccine. Han har KOL, og hans lungefunktion er nedsat med 55 procent, så han håber, han er en af de første patienter, som kan blive vaccineret.

- Det er jo det, jeg hele tiden har gået og drømt om, at nu må den altså snart være der. Det vil give mig en frihed, som jeg ikke har i dag, siger han til TV 2.

Per Nilsson håber, at han bliver en af de første til at få en vaccine. Han har markant nedsat lungefunktion som følge af KOL. Foto: TV 2
Per Nilsson håber, at han bliver en af de første til at få en vaccine. Han har markant nedsat lungefunktion som følge af KOL. Foto: TV 2

Han er stærkt utilfreds med, at regeringen endnu ikke har fremlagt en færdig strategi.

- Jeg synes faktisk, det er for ringe, at vi ikke har en plan for, hvad vi gør, når vaccinen er klar. Det er vigtigt, at politikerne kan droppe mudderkastningen og blive enige, når vi står i så alvorlig en sundhedskrise, som vi gør.

Sundhedsminister Magnus Heunicke forsikrer om, at regeringen vil fremlægge den endelige strategi, når Sundhedsstyrelsen er færdig med at mødes med uafhængige eksperter, som i øjeblikket giver deres input til, hvordan udrulningen af vaccinationer bedst kan forløbe.

TV 2 har kontaktet Sundhedsstyrelsen med henblik på at få klarlagt, hvor langt de er med udarbejdelsen af det faglige oplæg. Styrelsen ønsker ikke at stille op til interview.

Skærmbillede 2021-01-22 kl. 17.34.30

Populær prøvelejlighed: Ida og Per skifter Holbæk ud med Endelave

Mobilepay

Telefon-svindlere narrede ældre kvinder

Skærmbillede 2021-01-22 kl. 09.15.49

play 2020 slog alle rekorder: Travlhed som aldrig før på genbrugsstationerne

Lige nu
AstraZeneca

liveblogAstraZeneca melder om forsinkede coronavacciner

politimand politibetjent betjent politiet politi uniform politigenre 112

14 sigtet for brud på corona-reglerne

politibil

Tog forkert sving i sin bil – pludselig sad 75-årig fast midt på jernbanespor