Claus så efterladte børn ved trafikeret vej: - En forfærdelig situation

Claus Vitved var sammen med en ven på vej til restaurant, da de spottede to små børn stående alene tæt på en trafikeret vej.

Det var her på Park Allé i Aarhus, de to børn blev fundet. Foto: Google Maps

I samarbejde med tv2.dk

- Jeg håber, at forældrene bliver fundet. Det er en forfærdelig situation.

Sådan lyder det fra Claus Vitved, der lørdag aften fandt to små børn stående alene på Park Allé i Aarhus.

Det var noget i mig, der tænkte, at der var noget forkert ved, at så små børn stod alene en meter fra en så trafikeret vej. Det er et farligt sted.

Claus Vitved, Aarhus

Sammen med en ven var han på vej på restaurant, da de pludselig så de to små skikkelser på fortovet ved knudepunktet.

Læs også To små børn fundet efterladt på gaden: Forældre har endnu ikke meldt sig

- Det var noget i mig, der tænkte, at der var noget forkert ved, at så små børn stod alene en meter fra en så trafikeret vej. Det er et farligt sted, siger han til TV 2.

Børnene vurderes til at være en cirka to og et halvt-årig dreng og en cirka etårig pige. Da Claus Vitved og vennen fandt dem, sad den lille pige i en klapvogn med drengen stående ved siden af.

- Det første, jeg tænkte på, da jeg vågnede

Følelsen af, at noget var galt, fik de to østjyder til at undersøge, om børnenes forældre skulle være i nærheden. Men hverken folk ved klapvognen eller i de omkringliggende butikker kendte til de små.

Vi kunne ikke tale med børnene, de talte ikke dansk. Men de var meget tillidsfulde og smilede, da vi kom hen til dem.

Claus Vitved, Aarhus

Da eftersøgningen ikke bar frugt, besluttede de sig for at ringe til politiet.

- Vi kunne ikke tale med børnene, de talte ikke dansk. Men de var meget tillidsfulde og smilede, da vi kom hen til dem, fortæller Claus Vitved, der uddyber, at børnene var velsoignerede og pæne i tøjet.

Kort efter opkaldet ankom politiet og hentede de små, som efterfølgende er blevet overdraget til de sociale myndigheder.

Læs også Psykolog om efterladte børn: De vil føle sig fortabt

Men selvom børnene nu er i trygge hænder, sidder oplevelsen stadig i Claus Vitved.

- Det var det første, jeg tænkte på, da jeg vågnede i morges. Og vi talte også om det hele aftenen i går, fortæller han.

Red Barnet: Børnene har en chance

Fordi børnene er så små, er der ifølge psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet god chance for, at de kan komme videre uden psykiske traumer.

- Hvordan det kommer til at belaste børnene, at de er blevet forladt, afhænger en del af deres opvækst inden. Men som regel vil så små børn, hvis de bliver mødt med omsorg og varme fra de nye omsorgspersoner, ikke være påvirket væsentligt af det fremover, siger Kuno Sørensen til Ritzau.

Læs også Fra i dag kan du helt lovligt købe nytårskrudt

Søndag morgen har politiet fortsat ikke hørt fra forældre eller pårørende til de to børn.

- Nu skal vi have set på, om der er yderligere videoovervågning fra området, vi kan bruge i efterforskningen, oplyser vagtchef ved Østjyllands politi Per Bennekov til TV 2.

Ifølge vagtchefen overvejer politiet søndag at gå ud med billeder af de to børn, men det er ikke besluttet endnu, lyder det.