Børnelæge: Nu kommer corona til at banke på hjemme hos jer
Ifølge eksperterne giver det mening, at de små børns forældre udsættes for smitte, men professor er bange for, at man er ved at antænde en krudttønde.
Med regeringens beslutning om, at det er de helt små børn, der skal åbne ballet og vende tilbage til hverdagen, som den var før Danmark blev lukket ned, kommer coronavirussen nu helt sikkert til at banke på døren hos mange børnefamilier.
Det vurderer Jens Veirum, der er overlæge og børnelæge på Aarhus Universitetshospital, over for TV 2.
- Det er ikke sikkert, at I (børnefamilierne, red.) overhovedet opdager det, fordi børn sjældent får andet end meget milde symptomer. Men det betyder, at det er vigtigt, at børnefamilierne er ekstra påpasselige med de forholdsregler, vi allerede følger i dag. Hold afstand. Besøg ikke bedsteforældre. Vask hænder, siger Jens Veirum.
Han påpeger samtidig, at man som forælder ikke har ”en jordisk chance” for at vurdere, om børnenes snotnæse eller milde hoste er pollenallergi, forkølelse eller coronavirus.
- Symptomerne vil være meget ens, hvis der overhovedet er nogen.
De små børn har forældre, der bedst tåler smitte
Når det ifølge overlægen alligevel giver mening at lade de mindste børn komme i daginstitutioner og skoler, er det fordi, at de små børn har de forældre, som bedst tåler at blive smittet med coronavirus, forklarer han.
- Forældrene vil ofte være yngre, raske mennesker, og her er det meget få, som får et slemt forløb. Og vi kan jo ikke isolere os et år til halvandet år, før der måske kommer en vaccine. Derfor giver det god mening, at børnefamilierne bliver eksponeret først, siger Jens Veirum.
Jan Pravsgaard Christensen, der er professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, kan se rationalet bag beslutningen, hvis årsagen er, at den skal frigive børnenes forældre, så hjulene i det danske samfund så småt kan begynde at løbe rundt igen.
- Men jeg har stadig min reservation, fordi de små børn vil komme til at tage virussen med hjem til søskende og forældre.
Jan Pravsgaard Christensen peger omvendt – og ligesom Jens Veirum – på, at der så vil være tale om en gruppe af personer, som kan blive smittet, uden at det kommer til at belaste sundhedsvæsenet i lige så høj grad, som hvis der havde været tale om andre aldersgrupper i samfundet.
- Det bliver en krudttønde
Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimental virologi ved Københavns Universitet, kalder beslutningen for beklagelig, fordi det ifølge ham fortsat er uvist, hvor stor en rolle børn spiller i forhold til selve smittespredningen.
- Vi ved, de kan blive inficeret uden at have symptomer, og at langt størstedelen ikke bliver syge, og vi ved at voksne uden symptomer kan bringe smitten videre. Jeg er bange for, at det bliver en krudttønde, når børnene bliver bragt sammen. For at sige det lige ud, siger han til TV 2.
Han forklarer, at man fra Kina har set, at de voksne smitter børnene og ikke omvendt, men at han ikke er sikker på, at der er tale om solide data. Derfor havde han hellere set, at man havde ventet med at sende de små børn i institutioner og i skole og i stedet var startet med de større børn.
- Jeg ville ud fra et forsigtighedshensyn ikke have valgt at starte med denne gruppe. Jeg er bange for, at man går for hurtigt til værks, siger han.