Bare rolig - det ser ud til at lysne senere på ugen
Anden halvdel af denne uge ser slet ikke så tosset ud med gode muligheder for sol og tørvejr.
I den seneste uge har de fleste nok accepteret, at efteråret er over os, med den ene frontpassage efter den anden, som har givet store mængder regn.
Men er det nu også det? Flere vejrmodeller peger nu i retning af, at der i løbet af den nye uge opbygger sig et stort højtryk over landet, som for en stund kan holde fronterne på afstand.
Men før det sker, skal vi lige klare en våd tirsdag først på ugen.
Tør mandag og våd tirsdag
Mandag ser ud til at blive en ganske fin dag med en opklaring fra vest og kun få, spredte byger.
Bornholm kan dog døje med en svag frontzone meget af dagen.
Med en del plads til solen og lune temperaturer for årstiden, står mandagen i stor kontrast til det vejr, der har præget landet på det seneste, og det, der kommer på tirsdag.
Tirsdag ligger et større lavtryk over de Britiske øer og snurrer rundt, og det trækker et lille lavtryk, som er under udvikling, op over Danmark.
Lavtryksbaner for denne type lavtryk, som kommer fra syd og er under udvikling, er uhyre svære at forudsige, så det er svært at sige noget om, hvor præcis regnen rammer tirsdag.
Læs også
De nyeste modeller fra både Europa og USA er lige nu enige om, at hovedparten af nedbøren falder mod øst.
Men med disse lavtryk kan det ændre sig markant, og det er slet ikke umuligt, at Sjælland ikke får en dråbe, og at Jylland og Fyn bliver gennemblødt.
Som det ser ud nu, kan der komme mellem 10 og 30 millimeter regn, der hvor der falder mest.
Mandag vil man med mere sikkerhed kunne give et godt bud på lavtrykkets bane.
Onsdag ser noget rodet ud, og alt efter hvordan vejret arter sig de næste to døgn, kan onsdag byde på både byger og solskin.
Mere stabilt fra torsdag
Mange vil sikkert glæde sig over, at flere af de store vejrmodeller lige nu peger på, at der fra torsdag etableres et stort højtryk over Europa og Danmark, som sørger for at fronterne fra vest holder sig væk.
Udover at sørger for en periode med tørvejr, så giver højtrykket også plads til solen, og så kan det godt begynde at føles lidt sensommerligt.
Temperaturen fejler heller ikke noget, så man mange steder vil kunne nyde 15 til 17 grader.
Den gennemsnitlige daglige maksimumstemperatur for oktober er 12,3 grader, så temperaturer over 15 grader kan ligefrem kaldes varme.
Læs også
Hvor længe dette højtryk kan holde fronterne væk er uvist, nogle modeller peger på at det holder frem til fredag, mens andre modeller beholder højtrykket frem til og med næste weekend.