'Årgang 0'-forældre: - De unge drikker for meget
17-årige Christian Elhauges forældre foretrækker, at sønnen inviterer kammeraterne på forfest derhjemme, så de kan holde øje med ham, når han drikker
- Planen er jo, at vi lige tager hjem til mig inden og så lige drikker en masse alkohol. (...). For når man så endelig er til festen, vil man ikke sidde og bruge en time på at drikke sig fuld, så vil man hellere bare være fuld fra starten.
Sådan siger 17-årige Christian Elhauge fra Aarhus i det andet afsnit af 'Årgang', hvor fester og alkohol er et af de helt store temaer.
Ligesom mange andre danske teenage-forældre har Christians mor og far, Tina og Mogens Elhauge, for længst opgivet at sætte grænser for deres næsten voksne søns alkoholforbrug.
Derimod opfordrer de ham til at invitere sine venner til forfest, så de kan drikke igennem derhjemme.
- Vores holdning er nok, at det er bedre, de er hjemme hos os, hvor vi kan holde øje med dem, siger Mogens Elhauge til TV 2.
Læs også
Billigere at drikke hjemme
Selvom Christian Elhauge og hans kammerater således er under voksenopsyn, mens de drikker sig fulde, er der en vigtig grund til, at de holder forfest derhjemme: Nemlig, økonomien.
- Det er jo dyrt at gå ud i byen og købe alkohol. Hvis priserne var billigere til de fester, de går til nede på skolen, så drak de det jo nok dernede, mener Mogens Elhauge.
Læs også
Ifølge Tina Elhauge er fænomenet med de meget våde, private forfester blevet så udbredt, at selv ledelsen på Marselisborg Gymnasium, hvor Christian og hans kammerater går, har bemærket det:
- Vi var til møde nede på gymnasiet, hvor rektor stod op og sagde: ”Jeg er ked af at sige det, men det er altså ikke til vores fester, at jeres børn bliver fulde”, fortæller Tina Elhauge i programmet.
Hverken sejt eller klogt
'Årgang 0'-Christians forældre indrømmer begge, at de også selv drak meget alkohol, da de var i 16-17 års alderen, og at et stort alkoholforbrug efterhånden er blevet en integreret del af ungdomskulturen. Men det betyder ikke, at de er begejstrede for det.
- Vi synes da, at de unge mennesker drikker for meget. Det er desværre sådan, vores samfund er indrettet. Vores opdragelse med hensyn til alkohol hedder "frihed under ansvar". Og derudover har vi selvfølgelig opfordret vores drenge til ikke at starte for tidligt, fordi vi jo godt ved, at jo tidligere du starter, jo værre bliver det.
Læs også
- Jeg tror, de var 15 år begge to, da de begyndte at gå til fester med alkohol, siger 56-årige Mogens Elhauge med hentydning til sine to ældste sønner, Oscar på 19 og Christian på 17.
Lillebror Ludwig er 15 år nu, og han får besked på, at han skal nøjes med to "alkoholiske sodavand", når han er til fest. Men om han overholder det, kan forældrene selvfølgelig ikke være sikre på.
- Jeg kan jo ikke garantere, hvad han gør, når han er ude. Det eneste, jeg kan sige, er, at det hverken er særlig sejt eller særlig klogt at drikke meget, slutter Mogens Elhauge.