AGF i ambitiøst projekt: Præsenterer nyt kvindehold
Efter sommerferien vil AGF være repræsenteret med et hold i landets bedste kvindeliga.
På herresiden nyder AGF stor succes i øjeblikket.
'De hviie' fra Aarhus befinder sig på en tredjeplads i Superligaen, mens holdet også er klar til semifinalen i pokalturneringen.
Nu skal succesen så føres over på kvindesiden. Det er en kendsgerning efter et pressemøde i Aarhus midtby onsdag eftermiddag.
I et samarbejde mellem AGF, VSK Aarhus og IF Lyseng starter et nyt kvindefodboldhold, der skal optræde under AGF's navn, logo og farver. Det fremgår af en pressemeddelelse.
- I AGF har vi gennem længere tid med stor interesse fulgt med i den positive udvikling, kvindefodbolden har gennemgået både nationalt og internationalt, og vi har også fået forskellige opfordringer fra klubber i Aarhus til at engagere os.
- Et samarbejde omkring kvindefodbolden med Jyllands to største klubber på medlemssiden, IF Lyseng og VSK Aarhus, flugter godt med vores fokus på at favne hele byen, og det er med til at brande AGF endnu stærkere både lokalt og nationalt, siger Jacob Nielsen, administrerende direktør i AGF.
Holdet starter til sommer i landets bedste kvinderække, Gjensidige Kvindeligaen. Derudover bliver der også startet et U18-elitehold op.
Det er første gang nogensinde, at et kvindehold skal spille i AGF's farver og dragter.