Advarer mod sort is: Lumsk vejrsituation i aften og nat

Der er god grund til at holde øje med vejbanen, hvis du skal ud at køre bil efter mørkets frembrud.

En klassisk dansk vejrsituation skaber risiko for glatte veje onsdag aften og natten til torsdag.

Efter en dag med byger og dermed våde vejbaner, klarer det i aften op, hvilket får temperaturen til at falde til under nul grader mange steder.

- Det er en lumsk situation, som vi ofte oplever i den danske vinter, siger Peter Tanev fra TV 2 Vejret:

- Først en dag med plusgrader og regnbyger, og så en aften hvor det klarer op og bliver så koldt, at vejrbanerne kan fryse til. Det er det, som man også kalder for sort is.

Kulden kommer, efterhånden som mørket falder.

Sidst på eftermiddagen vil det være klaret op over det meste af Danmark, og dermed er der ikke nogen skyer til at holde på varmen.

I løbet af natten kan vi komme helt ned på omkring fem frostgrader.

Allerede tidligt i aften vil det være lige omkring frysepunktet i det meste af Danmark.
Allerede tidligt i aften vil det være lige omkring frysepunktet i det meste af Danmark. Foto: TV 2 Vejret