Året starter med tåge og glatte veje
Lav sigtbarhed og glatte veje kan være en farlig cocktail på nytårsdag.
1. januar er en dag, hvor mange sover længe, men de, som skal ud, skal være opmærksomme på stedvis tåge og glatte veje. Særligt hvis de skal ud at køre i den vestlige del af landet.
Mod øst er der bedre sigt og også et par grader varmere og dermed ingen glatte veje. Her er der småregn og omkring to grader.
Læs også
Fra morgenstunden er der tæt tåge med under 100 meters sigte flere steder i Jylland, og der er generelt diset og nedsat sigtbarhed mod vest.
Vejret dikteres fortsat af det lavtryk lige over os, som også gav os nytårssne i store dele af det vestlige Danmark.
Der vil ikke være den store udvikling i vejret i løbet af dagen.
Temperaturen stiger lidt, og så vil der være lidt smådryp. Der bliver ikke mange chancer for at se solen. Til gengæld kommer vi heller ikke til at mærke meget til vinden.
- Temperaturen når ikke meget over to til tre grader i dag. Til eftermiddag og aften kan der på ny være frostvejr og tæt tåge, siger meteorolog ved TV 2 VEJRET Andreas Nyholm.