70 procent af de smittede i sidste uge har anden etnisk herkomst end dansk

Etniske minoriteter er overrepræsenteret i smittestatistikken. Politikere er bekymrede, mens tallene ifølge ekspert er udtryk for social ulighed.

Ud af de 756 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark, der blev registreret fra mandag til lørdag i sidste uge, har 70 procent anden etnisk oprindelse end dansk.

Det oplyser Statens Serum Institut i sin ugentlige rapport over smitteudviklingen herhjemme.

Tallet vækker bekymring hos Dansk Folkeparti, der kritiserer myndighederne og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for ikke at have styr på smittespredningen blandt etniske mindretal.

Partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt, siger til TV 2, at hun uden held har forsøgt at få en forklaring på, hvad der ligger til grund for, at så stor en andel af de smittede har anden etnisk herkomst.

- Er det, fordi man har en anden adfærd? Er det, fordi man ikke forstår sproget? Eller fordi man har et arbejde, der gør, at man er i særlig risiko? Der er mange teorier om, hvorfor det forholder sig, som det gør, men vi kan ikke yde den rette indsats, før vi ved, hvad der ligger til grund for problemet, siger DF-ordføreren.

Dansk Folkeparti mener, at der er en berøringsangst over for emnet, og de kræver, at ministeren hurtigst muligt fremlægger, hvad man ved om, hvordan smitten har spredt sig, og indfører passende tiltag for at bremse den.

- Jeg er klar til at indføre tvungen isolation, hvis de ikke forstår alvoren af at holde sig inden døre. Man skal i det hele taget blive hjemme, hvis man er testet positiv eller føler sig syg, siger Liselott Blixt.

VIDEO: Jeg og mine børn er trætte af det konstante fokus på somaliere, lyder det fra byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Ali Nuur. 

Fest og begravelse under mistanke

Smittetallet i uge 32 var ifølge Statens Serum Institut i høj grad drevet af smittespredningen i Aarhus Kommune, hvor der er mange mindre udbrud og to større smittekæder i somaliske og libanesiske kredse. I alt 179 af de påviste smittede i Aarhus i sidste uge er således af somalisk herkomst.

Senest er der registreret et udbrud i Silkeborg, som ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed "med meget stor sandsynlighed" hænger sammen med udbruddet i Aarhus, da der er en fælles smittekilde.

- I Silkeborg er det afgrænset, i Aarhus er smitten spredt i kommunen. Den er opstået til private fester, på arbejdspladser og så videre, sagde konstitueret direktør Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed på et pressemøde mandag.

Mandag aften kunne både B.T. og Berlingske endvidere referere fra et notat, som styrelsen har udarbejdet til sundhedsordførerne i Folketinget, og som begge medier er kommet i besiddelse af. Her lyder det:

- Der har været nogle større eidfester i blandt andet Aarhus og Skanderborg og en begravelse for en somalisk mand, og fra flere kilder har det forlydt, at der har været mange med til to eller alle tre arrangementer. Politiet har skønnet, at der var cirka 500 med til begravelsen. Disse begivenheder kan dog tidsmæssigt ikke forklare den første stigning, skriver styrelsen.

Social ulighed

Ifølge professor Morten Sodemann, der er overlæge på indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital, er smitteudviklingen ikke et spørgsmål om etnicitet, men om social ulighed.

Han peger på, at etniske minoriteter ofte arbejder i udsatte jobs som sosu'er, bus- og taxachauffører, butiksassistenter og rengøringsmedarbejdere, hvor man er i kontakt med mange mennesker via sit arbejde. Derudover fremhæver han, at det er svært at isolere sig, når man bor mange mennesker på lidt plads på grund af dårlig økonomi.

- Det er et fænomen, der udspiller sig med alle sygdomme. Det er de samme uligheder, vi ser hver gang. Sygdomme har det bedst, dér hvor de nemmest spredes, og hvor de sociale vilkår er til det, siger Morten Sodemann til TV 2.

Der har den seneste uge også været en række tilfælde relateret til Danish Crowns slagteri i Ringsted, hvor smitten begyndte blandt polske medarbejdere, som ofte bor sammen og kører sammen til arbejde.

Minister: Behov for at stramme op

De sociale forhold er også en af de mulige forklaringer, som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) peger på. Men det står ikke alene, vurderer ministeren.

- Vi ved også, at der i nogle indvandrerkredse kan være en anden tilgang til myndighedernes anbefalinger, siger han til TV 2.

Ministeren fortæller, at myndighederne har forsøgt at sikre sig, at informationer om coronavirus er nået ud til alle samfundsgrupper ved blandt andet at oversætte materiale til andre sprog.

- Men jeg må også sige, at alt ikke kan overlades til myndighederne. Hvis vi skal igennem det her på en god måde som samfund, skal vi allesammen tage ansvar som borgere, og det gælder særligt i nogle af de miljøer, hvor vi nu kan se, at der desværre er igangsat smittekæder, siger Mattias Tesfaye.

I sin ugerapport fra uge 30 hæftede Statens Serum Institut sig også ved en overvægt af personer med anden etnisk herkomst blandt de nysmittede.

Her var der tale om tilfælde spredt over flere kommuner i hovedstadsområdet og den københavnske vestegn. Her havde de smittede tilknytning til blandt andet Irak, Marokko, Israel, Jordan, eks-Jugoslavien og Tyrkiet.

VIDEO: På baggrund af de seneste dages stigning i antallet af smittede kommer ledende overlæge Lars Østergaard fra Aarhus Universitet her med et opråb.
Søstrene Grene

Grundlæggeren af Søstrene Grene er død

Anholdt. Politi

Tyveri udviklede sig: 25-årig skubbede Netto-ansat

vold Horsens Nørretorv

Ung mand klinisk død efter tæsk: Nu er den fjerde mistænkte anholdt

Kattegatbro illustration

Lokal politiker: Konsekvenserne af en Kattegatbro skal undersøges nærmere

Tanja Lauenborg

Vil tilbage i politik

Bøgen er sprunget ud, men varmen lader vente på sig.

Foråret lader venter på sig: Det kølige vejr fortsætter

Dagens mest læste