17-årig pige bortført til Irak – nu er hun befriet, men kan ikke komme hjem til Danmark

Sarah Alsandi frygter, at hun bliver udleveret til sin irakiske familie, hvis ikke de danske myndigheder snart hjælper hende hjem til Danmark.

I et safe house for truede kvinder i Kurdistan sidder 17-årige Sarah Alsandi fra Østjylland og håber på, at de danske myndigheder kan hjælpe hende hjem til Danmark. Hun frygter, at hun bliver udleveret til sin irakiske familie, hvis hjælpen ikke kommer snart.

Det er halvandet år siden, at Sarah Alsandi har været i Danmark. I sommeren 2019 rejste hun til Irak med sin far. Hun troede, at familien skulle besøge hendes syge bedstemor, men det viste sig, at hendes far ville have hende med til sit hjemland, fordi hun var blevet for dansk. Han ville have, at hun blev genopdraget.

quote Både min mor og far har flere gange sagt, at de vil dræbe mig eller gøre mig ondt, hvis jeg forsøger at smutte

Sarah Alsandi

Da faren vendte hjem til Danmark igen, blev han anholdt, og 8. oktober 2019 idømte Retten i Randers faren fire måneders fængsel for at have bortført Sarah Alsandi til Irak. Han blev også udvist af Danmark i seks år.

Alligevel er Sarah Alsandi endnu ikke kommet hjem til Danmark. I stedet har hun i halvandet år været tilbageholdt af familien mod sin vilje.

- Jeg har boet i Danmark hele mit liv, og jeg vil så gerne tilbage, siger Sarah Alsandi, som frygter for sit liv på grund af de trusler, hun får fra sin far.

- Han siger, at han nok skal sørge for, at jeg kommer til at være død, inden jeg nogensinde får muligheden for at se Danmark igen, siger Sarah Alsandi.

Forening: - Situationen er kritisk

Kort før jul blev den 17-årige pige befriet fra familiens hus i det nordlige Irak. Det skete i en dramatisk aktion og i et samarbejde mellem de kurdiske myndigheder og den danske forening Ny Identitet, som hjælper unge ud af negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.

Nu kritiserer formanden for Ny Identitet, Nader Ashkani, de danske myndigheder for at have gjort for lidt og handlet for sent i forhold til at få Sarah Alsandi hjem til Danmark.

- Vi kunne have taget Sarah med det sidste stykke hjem, det var de kurdiske myndigheder indstillet på. Men få dage før befrielsen skrev Udenrigsministeriet, at Sarah skulle komme til Tyrkiet for at hente sit nødpas, men det kunne hun ikke.

- Forleden skrev Udenrigsministeriet så, at de gerne vil hente hende. Men nu vil de kurdiske myndigheder ikke lade hende rejse, før hun bliver 18. Så hendes situation er kritisk, siger Nader Ashkani.

Professor: Danske myndigheder har skærpet pligt til at hjælpe

Sarah Alsandi fylder 18 om en måned. Hun er ikke dansk statsborger, men er født og opvokset i Danmark. Før hun blev bortført, var hun anbragt på et bosted af Favrskov Kommune, og netop derfor har de danske myndigheder en skærpet pligt til at hjælpe Sarah. Det vurderer Frederik Waage, som er professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet.

- Hun er anbragt af Favrskov Kommune på en institution uden for hjemmet. Forvaltningsretten vil i et sådant tilfælde forpligte kommunen til at bistå pigen. Jeg går derfor ud fra, at Udenrigsministeriet har kontakt med de kurdiske myndigheder, og at de så vidt muligt bistår hende med at komme hjem, siger Frederik Waage.

Udenrigsministeriet vil hente Sarah, når hun bliver 18

Siden Sarah Alsandi ankom til det kurdiske safe house har hendes familie via den lokale domstol fem gange forsøgt at få hende udleveret.

- Hvis jeg kommer tilbage til min familie nu, så bliver jeg dræbt. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Både min mor og far har flere gange sagt, at de vil dræbe mig eller gøre mig ondt, hvis jeg forsøger at smutte, siger Sarah Alsandi.

TV 2 har været i kontakt med de kurdiske myndigheder, der skriver i en mail, at Sarah Alsandi ifølge irakisk lov ikke kan rejse ud af landet uden sine forældres samtykke, så længe hun er mindreårig. Derfor kan Udenrigsministeriet først hjælpe Sarah Alsandi hjem, når hun er fyldt 18. Men det kan være for sent, frygter Sarah Alsandi.

Udenrigsministeriet har ikke ønsket at stille op til interview, men presserådgiver Thorleif Ravnbak skriver i en mail til TV 2.

- Udenrigsministeriets Borgerservice er bekendt med sagen og yder konsulær bistand. Vi har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke give yderligere oplysninger.

TV 2 har forholdt Sarah Alsandis far hendes udsagn. Han ønsker ikke at stille op til interview, men siger til TV 2, at han ikke ønsker, at Sarah rejser tilbage til Danmark. Han benægter at have udsat Sarah for vold eller trusler og afviser, at hun er i livsfare hos ham og familien i Irak.

Thomas Bloch Ravn - Museumsdirektør i Den Gamle By

play25 år som museumsdirektør: - Den Gamle By er de umulige projekters museum

fartkontrol

Fra i dag: Færdselsindsats mod alle

Sne

Her kan der falde snebyger mandag

Per Zeidler

Ekspolitiker tiltalt i ny sag om rufferi: Tjener stadig på gangbangs

Dresslab

play SoMe-shopping vinder frem: - Det allerbedste er, at jeg har en kommunikation med mine faste kunder

e-boks

playSF vil forbyde beskeder fra det offentlige i ferier og weekend