VIDEO: Kæmpekran løfter 130 ton tag på plads
En af Danmarks største mobilkraner var lørdag kørt i stilling i Horsens. Her fik den gamle fængselsgård nyt glastag.
Der blev holdt godt øje med, at vinden ikke blev for hård, da de store stykker færdigbygget glastag blev løftet op i femte sals højde.
- Siden i går aftes har vi siddet med vores vejrapp, fordi vi var bekymrede for, at der kom for meget vind. Men nu har vi den første del af taget på plads, og det er bare så fedt, fortæller projektchef Søren Vidriksen fra Casa A/S.
For at sikre at 130 ton glastag kom sikkert på plads, var der sendt bud efter en 750 ton mobilkran. Den er på højde med Rådhustårnet i Aarhus.
Glastaget overdækker den ene af fængslet gamle indergårde, og når hele projektet er færdig bliver gården en del af Vestsalen.
Vestsalen skal være en ny kultur- konference- og eventsal, der skal tiltrække flere arrangementer til Horsens.
- Formålet er at skabe et unikt rum, som både er noget helt nyt, men som samtidig bevarer det oprindelige og historiske. Vi føjer nyt til gammelt og får skabt et arkitektonisk superflot rum i international klasse, siger Fængslets direktør, Astrid Søes Poulsen.
Vestsalen løber op i 110 millioner kroner og er blandt andet støttet med 40 millioner kroner fra Foreningen Realdania og 40 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal.
Ifølge planen er byggeriet færdigt i december 2021.