Tyvebande udvist: Listede kreditkort og punge op af lommer
Fire bulgarske statsborgere fandt ofre i butikker mange steder på Fyn og i Jylland. Blandt andet i en række byer i det østjyske.
Politiets system med automatisk genkendelse af nummerplader har spillet en væsentlig rolle i en sag mod fire bulgarske statsborgere, der narrede over 60 mennesker forskellige steder i Jylland og på Fyn.
Læs også
De fire er blevet idømt hver ubetinget fængsel i et år, oplyser specialanklager Lars Petersen fra Østjyllands Politi. De dømte er henholdsvis mand og kone samt en mor og hendes søn. De er også blevet udvist af Danmark.
Læs også
- Der er tale om meget organiseret kriminalitet, hvor de dømte har listet punge op af sagesløse menneskers lommer og poser og systematisk har misbrugt deres dankort, udtaler Lars Petersen.
Afsløret af automatisk nummerpladekontrol
Typisk er kriminaliteten gået ud over mennesker, der var ude at handle i Netto, Fakta og andre steder. Gruppen slog til i blandt andet Hammel, Horsens, Randers og Ry.
Under sagen i Retten i Aarhus tilstod de fire personer de over 60 kriminelle forhold, fortæller specialanklageren.
- Automatisk Nummerplade-genkendelse har spillet en rolle for opklaringsarbejdet, siger han.
Læs også
70 patruljer med systemet
Automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG) er et intelligent system med nummerpladescannere, som kan alarmere politiet, hvis et køretøj, som er registreret i politiets systemer, passerer et kamera.
Læs også
70 af politiets patruljevogne er udstyret med kameraer, og desuden er der ifølge Rigspolitiet stationære kameraer 48 steder i landet.