Som 75-årig vendte Grethe tilbage til arbejdsmarkedet

Da Grethe Møller Jørgensen var 75 år blev hun spurgt, om hun ville vende tilbage til arbejdsmarkedet igen, og det har givet hende stor glæde. Hun er en del af en tendens, der sender flere seniorer tilbage på job.

Grethe Møller Jørgensen stiller sig bag disken i Julsgaard El i Brædstrup, klar til at ekspedere dagens kunder.

At gå på arbejde kan de fleste genkende. Men de færreste kan genkende at gøre det i en alder af 77 år, sådan som det er tilfældet med Grethe Møller Jørgensen.

- Jeg synes, det er sjovt. Jeg er træt, når jeg kommer hjem, men jeg er glad, og så kan det være ligemeget, at man er lidt træt, siger Grethe Møller Jørgensen.

Hun er en del af en tendens. Ifølge Danmarks Statistik var cirka 148.000 personer over 65 år i 2020 stadigvæk på arbejdsmarkedet, hvilket er 53.000 personer flere end i 2010.

Et overaskende opkald

I 2009 sagde Grethe Møller Jørgensen ellers farvel til jobbet i Juelsgaard El for at gå på pension. To år senere var hun allerede begyndt at kede sig og var med til at åbne en Røde Kors-butik i Østbirk. 

Men i 2020 stoppede hun med at arbejde i butikken.

- Jeg måtte holde, og det gik mig meget på. Men på en eller anden måde fandt min tidligere kollega ud af det, fortæller Grethe Møller Jørgensen.

Kort efter fik hun et opkald af kollegaen.

- Jeg har hørt, du har fået for meget fritid. Kan du ikke hjælpe mig?, sagde kollegaen.

- Er du sikker på, at din chef synes, det er en god idé?, svarede Grethe Møller Jørgensen.

Heldigvis syntes chefen, at det var en rigtig god idé at få den ellers pensionerede medarbejde tilbage i firmaet, og i to år har Grethe Møller Jørgensen arbejdet i butikken. Når Julsgaard El har brug for hjælp, sender de en sms og så kommer hun og hjælper i maksimalt 4,5 time ad gangen, ofte med ansvaret for salget alene.

- Folk kommer ind og siger: Ej, er du kommet tilbage? Det er da sjovt efter så mange år, at de kan huske mig endnu, siger hun og tilføjer:

- Der er nogen ekspeditioner, jeg ikke kan klare, fordi der er kommet nye ting ind i branchen, men folk er utrolig flinke til at sige, at de bare kommer igen en anden dag. De er jo godt klare over, at det er længe siden, jeg sidst arbejdede der.

Direktør og rekrutteringsekspert Morten Ballisager fra Konsulenthuset Ballisager ser meget positivt på virksomhedens valg.

- Det er hamrende godt set af virksomheden at dykke så meget baglæns i tidligere netværk af medarbejdere og ikke lade sig begrænse af alderen, fortæller han.

Udover jobbet hos Juelsgaard El arbejder Grethe Møller Jørgensen fast en dag om ugen i Røde Kors-butikken i Hovedgård.
Udover jobbet hos Juelsgaard El arbejder Grethe Møller Jørgensen fast en dag om ugen i Røde Kors-butikken i Hovedgård. Foto: Privat

Undgår ensomhed

Når Grethe Møller Jørgensen tager på sit arbejde i enten Julsgaard El eller hos sit frivillige arbejde i Røde Kors-butikken i Hovedgård, mærker hun en øget livskvalitet.

- Jeg mistede min mand i 2017 og har kun én datter, der bor i Nordjylland. Så det er blandt andet derfor, jeg holder ved - for ikke at blive ensom og have kontakt med andre mennesker. Det har jeg det bedst med, siger Grethe Møller Jørgensen.

Ensomhed er nemlig et problem for mange i Danmark. I 2021 følte næsten 600.00 danskere sig ensomme, og heraf var 100.000 over 65 år. Det viser tal fra Ældresagen.

- Når jeg kan bruge den tid, jeg har lyst til, så synes jeg, det er dejligt. Skal jeg til Nordjylland til min datter og børnebørn, så må arbejde have det så pænt, men jeg vil ikke undvære det, understreger Grethe Møller Jørgensen.

Hun mener, at mange måske glemmer, hvor vigtigt det er at komme ud af hjemmet. Selv havde hun behovet for at komme lidt ud, da hendes mand lå syg derhjemme.

- Jeg ville have kontakt til verden omkring mig og havde brug for at se andet end sygdom, men det tror jeg, mange glemmer at prioritere, siger hun.

Styrken, ikke byrden

Man hører ofte udtrykket 'ældrebyrden' i medierne. Et begreb der anvendes som en betegnelse for de mulige økonomiske konsekvenser, der kan være af at befolkningen i Danmark bliver ældre, men ikke kan bidrage på arbejdsmarkedet.

Det begreb vil Grethe Møller Jørgensen dog gerne have fjernet fra ordforrådet.

- Ja, vi hører jo om det hele tiden, men jeg vil håbe, man stopper med at tænke sådan. Jeg håber, at flere arbejdsgivere kan se idéen i at have en medarbejder, de kan trække på, når der er behov, siger hun.

Grethe Møller Jørgensen har arbejdet i butik, siden hun var 16 år, og hun kan slet ikke forestille sig en anden tilværelse.
Grethe Møller Jørgensen har arbejdet i butik, siden hun var 16 år, og hun kan slet ikke forestille sig en anden tilværelse. Foto: Privat

En betragtning, som Morten Ballisager er meget enig i.

- De her modne medarbejdere, der er på vej til at få fra arbejdsmarkedet, kan jo være en mulig ressource, og det er der mange virksomheder, der ikke forstår. Hvis arbejdsgivere forstod af fleksibilisere arbejdet, så de altid har en gruppe af medarbejdere, der er attraktive på grund af deres erfaringer og har en mere rolig tilgang, siger han og holder fast i, at Julsgaard El har set helt rigtigt i at genansætte Grethe Møller Jørgensen efter 11 år.

- Det er smaddergodt set. De har lært hende at kende for nogle særlige ting, hun kan, som de efterspørger, fastslår Morten Ballisager.

Fordelen ved seniorerne på job

Der er ingen tvivl om, at Grethe Møller Jørgensen fortsætter med at betjene kunder og holde af at gå på arbejde.

- Jeg har hjulpet dem, og de har hjulpet mig, og jeg håber, at flere arbejdsgivere tænker på deres tidligere folk, som de gjorde på mig, siger hun og kommer med et råd:

- Hvis der er nogen, der kommer og spørger, om man vil arbejde, så skal man overveje, om man har kræfter og lyst. Har man timer i overskud, så ville jeg sige ja tak, som jeg også gjorde, griner hun.