Smørrebrød fik Emma til at droppe universitetet
Drømmen om at læse på universitetet kunne ikke hamle op med den passion, som Emma Kathrine Hjorth Sørensen fra Horsens mødte blandt råvare og kreative anretninger i køkkenet.
På sin underarm har Emma Kathrine Hjorth Sørensen fra Horsens en kniv tatoveret.
For hende er det ikke bare en flot tatovering, men et symbol.
Et symbol på det fag som hun elsker, og som hun til februar skal dyste om at få titlen som landets bedste i.
- Det viser, at jeg brænder for det, fortæller hun om tatoveringen, som hun fik efter at have deltaget i DM i Skills sidste år.
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.
Det, som Emma Kathrine Hjorth Sørensen brænder for, er nemlig mad.
Hun går på gastronomuddannelsen på College360 i Silkeborg, og passionen for råvare, smag og ernæring har gjort hende til en af landets dygtigste elever.
Endda så dygtig at hun blev nummer tre ved DM i Skills indenfor sin kategori ‘Smørrebrød og Catering’ sidste år.
I år stiller hun op igen. Denne gang for at blive nummer ét.
DM i Smørrebrød og Catering
Hvad oplever man som tilskuer ved caternes stand til DM i Skills?
Seks smørrebrød og cateringelever der kæmper om at være den bedste. Torsdag 2. februar konkurrerer de tre første og fredag 3. februar de tre sidste. De tre, der samlet gør det bedst, går videre til finalen lørdag 4. februar.
Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse?
I indledende runde torsdag og fredag laver smørrebrød- og cateringeleverne en buffet til fem couverter og en kreativ dessert til 20 couverter. Eleverne har øvet sig på retterne og på forhånd bestilt råvarer. I finalen tilberedes fingerfood/canapéer til 20 personer fyldt omelet til fire personer og smørrebrød (nyfortolkning af stegt fiskefilet) til fire personer.
Hvad gives der point for?
Smag, balance i grundsmage og tekstur, komplimenterer ingredienserne hinanden, præsentation, kreativitet, håndværk, mise en place, korrekt teknik og tilberedningsmetode.
Droppede universitetet
For Emma Kathrine Hjorth Sørensen har det ikke altid været en drøm at arbejde i et køkken.
Faktisk havde hun efter gymnasiet sat kursen efter en uddannelse på universitetet.
Hun overvejede en fremtid som diætist, men fritidsjobs i køkkenet på hoteller og cafeer fik hende til at skifte retning.
- Jeg blev forelsket i stemningen og håndværket. Faktisk gik jeg nok hen og blev lidt en nørd, fortæller hun om sin interesse for madlavning og kunsten at sammensætte en menu.
I stedet for det ellers planlagte sabbatår begyndte hun direkte på gastronomuddannelsen, som klæder hende på til et job i alt fra kantiner og restauranter til smørrebrøds- og delikatesseforretninger.
- Jeg elsker at lave mad og give folk et smil på læben ved at levere noget, som jeg har gjort mig umage med.
Og umagen er på sit højeste i disse dage, hvor alle Emma Kathrine Hjorth Sørensens kræfter er sat ind på det kommende DM i Skills.
Øver sig hver dag
Til DM i Skills, som finder sted i Fredericia fra 2. til 4. februar, skal eleverne lave en buffet til fem couverter og en kreativ dessert til 20 couverter.
Eleverne har øvet sig på retterne hjemmefra og på forhånd bestilt råvarer. I finalen tilberedes fingerfood/canapéer til 20 personer, fyldt omelet til fire personer og smørrebrød - som skal være en nyfortolkning af stegt fiskefilet - til fire personer.
- Det er en fed mulighed at komme op at vise, hvad jeg brænder for til nogen, der måske ikke ved, hvad de brænder for, siger Emma Kathrine Hjorth Sørensen.
Ugerne frem mod DM i Skills bruger hun i køkkenet. Grundsmage, tekstur, præsentation, kreativitet, korrekt teknik og tilberedningsmetode er alt sammen noget af det, hun bliver bedømt på til mesterskabet.
- Nu ved jeg, at dem, jeg skal op imod, er mega dygtige, men lad den bedste vinde.