Politiet: Narkohandlere tvang kvinde til at være hashbud
Efter et langvarigt lukket grundlovsforhør ved Retten i Horsens er otte mænd onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet.
En kvinde blev løsladt, mens mændene alle blev fængslet i fire uger sigtet for bl.a. omfattende handel med narkotiske stoffer.
- Det hele er foregået i et lukket retsmøde, hvorfor jeg alene kan bekræfte, at der er sket varetægtsfængsling af de otte mænd - men ikke komme ind på de nærmere detaljer i sagen, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.
Læs også:
Fængslingerne kommer efter, at politiet tirsdag foretog ransagninger på ikke færre end 18 adresser -hovedsageligt i Horsens området.
Her blev i alt 14 anholdt og sigtet - nemlig én kvinde og 13 mænd i alderen mellem 22 og 30 år.
På to mobilnumre kunne kunder bestille kokain, som de otte nu fængslede stod for at levere, lød sigtelsen i grundlovsforhøret på ifølge Ritzau.
I alt er de sigtet for at have solgt ikke under 200 gram kokain siden sidste sommer.
For en kvindelig kunde gik det dog helt galt, da hun ikke kunne betale sin gæld til mændene. Ifølge sigtelsen idømte en af mændene hende en dummebøde på 10.000 kroner, hvorefter han tvang hende til at køre som hashbud i Horsens fra oktober til december.
Ondt blev værre
Den 9. december blev ondt værre for kvinden. Hun blev frarøvet 9.000 kroner, som hun havde tjent ved at sælge hash.Det fik ifølge sigtelsen tre af mændene til at true med at skære hendes fingre af og forlange, at hun skaffede pengene.
Dagen efter dukkede tre af de sigtede ifølge politiet op på hendes bopæl, hvor de tvang hende ned i kælderen, mens de stjal forskellige ting fra hjemmet.
Aktionen skete som led i en længerevarende efterforskning af omfattende handel med narkotika, fremgik det af en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag fra Sydøstjyllands Politi.
Fem mænd blev løsladt inden grundlovsforhøret, hvorunder den anholdte kvinde blev løsladt.