Nyt koncept får appetitten til at stige hos patienterne
Ernæringsassistenterne på Regionshospitalet Horsens kommer selv ud med maden til patienter. Det giver bedre rådgivning, og samtidig får sygeplejerskerne mere tid til pleje.
I mange år har ernæringsassistent Lisbeth Haugaard Petersen arbejdet i det store centralkøkken på Regionshospital Horsens.
Kontakt til patienter har der ikke tidligere været meget af, men siden der er oprettet små køkkener ude på flere af sengeafdelingerne, er det Lisbeth Haugaard Petersen selv, der serverer maden.
- Jeg kan mærke, at patienterne er glade, når jeg kommer ind og spørger, hvad de kunne tænke sig at spise, fortæller Lisbeth Haugaard Petersen.
Nyt kostkoncept
Siden nytår har Regionshospitalet Horsens arbejdet med et nyt kostkoncept.
Formålet er at blive bedre til at udnytte den viden, som ernæringsassistenterne har om kosten.
De foreløbige resultater viser, at patienterne er blevet bedre til at spise.
Det er for eksempel vigtigt, når de skal komme sig efter større operationer med mange sår.
- Det er meget vigtigt at få den ernæring, man har brug for under en indlæggelse og for at kunne hele hurtigere, siger afdelingssygeplejerske Caroline Riis Mågård.
Tidligere var det kun sygeplejerskerne, der havde kontakten til patienterne i forbindelse med måltiderne, men de kan nu i stedet bruge mere tid på egentlig pleje af de indlagte patienter.
Ikke kun personale i hvidt tøj
Foreløbig er det nogle enkelte afdelinger på Regionshospitalet Horsens, der har fået indrettet eget køkken på afdelingen.
Planen er, at det skal indføres på flere afdelinger i takt med, at det kan lade sig gøre.
- Jeg tror, det er dejligt for patienterne, at der kommer én ind med noget andet tøj på, som har et andet ærinde end, at der skal stikkes eller afleveres piller, fortæller Lisbeth Haugaard Petersen.