Ministerkritik: Kommune bryder loven overfor ledige borgere
Et stort antal ledige i Horsens Kommune får ikke den vejledning, de har krav på. Kommunen mener, de løfter opgaven på andre måder
Horsens Kommune og jobcentret har ikke fulgt loven.30 procent af kommunens aktivitetsparate kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere er nemlig ikke blevet tilbudt en mentor. Et tilbud, de har krav på.
Læs også
- Jeg anerkender, at tallene viser, at vi på visse strækninger ikke lever op til lovens krav formelt set. Der skal ikke herske tvivl om, at vi agter at følge loven, siger Frode Fårup, der er beskæftigelsesdirektør i Jobcenter Horsens, til TV SYD.
Horsens for sløve
Dermed ligger Horsens Kommune nummer fem på en liste over større kommuner, der har været for sløve i forhold til at tilbyde mentorer. Det har fået beskæftigelsesministeren til at kritisere kommunen.
Vi har en lovgivning, der skal overholdes, og derfor beder jeg nu om en forklaring på, hvad der ligger til grund for at kommunen ikke overholder den, siger Troels Lund Poulsen (V) til TV SYD.
Læs også
Helt præcis er der 368 borgere i kommunen, der ikke har deltaget i en aktiv indsats eller haft en mentor inden for det seneste år. Borgere, der typisk har udfordringer.
- Mentorerne skal være en støtteperson. Hvis man har noget rod i sit liv, kan man få hjælp til at få styr på nogle ting. Men vi prøver at bruge dem fornuftigt, siger Frode Fårup.
Færre kontanthjælpsmodtagere
Selv om listen stiller Horsens i et dårligt lys, er der alligevel sket et fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere. I Horsens kommune er antallet faldet med 11 procent. Det er mere end landsgennemsnittet på otte procent. Ifølge Bjarne Sørensen, der er formand i Beskæftigelsesudvalget i Horsens Kommune, tager listen ikke højde for de andre tilbud, kommunen giver borgerne.
Læs også
- Vi har satset på at få folk i beskæftigelse og få flere sagsbehandlere ind. Vi har investeret på andre områder, der ikke fremgår i centraladministrationen. Derfor falder vi ud, som vi gør.
Kommunen benytter sig f.eks. af frivillige mentorer, der ikke tæller med i analysen. Derudover regnes misbrugsbehandling, sundhedstilbud eller psykiatriske tilbud heller ikke med i statistikken.
Stadig et problem
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har i et brev bedt borgmesteren i Horsens om at komme med en redegørelse til efteråret over den manglende indsats.
Læs også
- Nu har Horsens Kommune alle muligheder for at fortælle, at de har gjort noget andet i stedet for. Og så er de velkommen til at komme med anbefalinger, hvis de mener, der er noget, der skal gøres anderledes. Men der er altså stadig et problem – loven bliver ikke overholdt, slår Troels Lund Poulsen fast.