To mænd dømt for en lang række indbrud: Fældet af DNA
To mænd fra Horsens er idømt fængselsstraffe for flere indbrud
De to mænd på henholdsvis 33 og 34 år blev dømt for flere indbrud, som var begået i både Ry, Horsens, Løsning, Brædstrup og Børkop.
De blev i juli sidste år taget på fersk gerning af politiet i forbindelse med et indbrud på Husager i Vejle, hvor de var sammen med en tredje mand på 21 år. De tre blev anholdt med tyvekoster på sig inde i et hus. Den 33-årige havde også bilnøglerne til en Volvo, og politiet fandt efterfølgende en nyere Volvo i området, som var meldt stjålet.
Læs også
Fældet af DNA-beviser
Efter anholdelsen blev de tre mænds DNA sammenlignet med DNA, som var fundet ved andre indbrud. Her var flere match. Under sagen kunne hverken den 33-årige eller den 34-årige redegøre for, hvorfor deres DNA var fundet på flere gerningssteder.
Læs også
- I forbindelse med indbruddet i Ry opdagede en opmærksom nabo, at tre mænd netop var brudt ind i naboens hus. Naboen henvendte sig til de tre mænd, hvorefter de bad ham blande sig uden om. De tre mænd løb herefter hen til en bil, der var parkeret umiddelbart ved siden af, men naboen var hurtig til at notere bilens registreringsnummer, ligesom han senere kunne genkende den 34-årige i politiets fotoalbum, fortæller Bjørn Dahl Larsen, der er anklagerfuldmægtig ved Sydøstjyllands Politi.
Læs også
Dagen efter fandt en anden opmærksom borger en taske med sølvtøj og en pose med tøj i en skraldespand ved Åbjergsskoven i Horsens. Noget af sølvtøjet viste sig at stamme fra indbruddet i Ry, og andet fra et andet indbrud i Ry samme nat. Politiet sikrede herefter DNA-spor fra posen og tøjet. DNAet viste sig som nævnt at matche de tre mænd.
Op til halvandet års fængsel
Den 33-årige blev onsdag idømt seks måneders ubetinget fængsel for syv indbrud og for brugstyveri af motorkøretøj. Han mødte ikke op til domsafsigelsen. Det er derfor uvist, om han modtager dommen.
Den 34-årige blev idømt et år og seks måneders fængsel, hvoraf et år blev gjort betinget. Han blev fundet skyldig i seks indbrud samt flere brugstyverier af biler. Årsagen til den store forskel i straffene skyldes hovedsagligt, at den 34-årige samtidig fik afgjort en gammel færdselssag fra 2011/2012, hvor han flere gange havde kørt spirituskørsel i frakendelsestiden. Den 34-årige modtog dommen på stedet.
Den 21-årige mand blev i februar 2017 også dømt i sagen. Han blev blandt andet dømt for indbruddet på Husager i Vejle samt for de to indbrud i Ry. Den 21-årige blev desuden dømt for et røveri begået mod Borgmestervejens Købmand i Horsens. Han blev straffet med ni måneders fængsel.