Ejer af omdiskuteret p-plads slår fast: Karinas bøde var forkert

Ejerne af p-plads på Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens vil tage en snak med parkeringsselskab om, hvordan de skal administrere parkeringspladsen.

Da Karina Nielsen efter en kort indkøbstur kom tilbage til Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens, hvor hun havde parkeret sin bil, var der en p-bøde på 795 kroner i vinduesviskeren.

Hun holdt midt i båsen og forstod derfor ikke, hvorfor hun skulle have en bøde. Med en stationcar ville hun hverken kunne holde længere tilbage eller længere fremme uden at ramme fortovet.

quote Vi vil tage en snak med dem om, hvordan vi forventer, at de administrerer vores parkeringsarealer,

Peter Olsson, adm. direktør for AP Ejendomme

Nu siger ejerne af den pågældende parkeringsplads, AP Ejendomme, at bilister som i Karina Nielsens tilfælde ikke skal have en bøde.

- Vi mener ikke, at du som bilist skal have et kontrolgebyr for at holde et stykke uden for parkeringsbåsen på vores parkeringspladser, så længe det ikke er til nogen gene for øvrig trafik og gående, fortæller adm. direktør for AP Ejendomme, Peter Olsson.

I dialog med parkeringsselskab

Peter Olsson fra AP Ejendomme forklarer, at de løbende har en dialog med APCOA, virksomheden, som parkeringsselskabet Europark hører under.

- Vi vil tage en snak med dem om, hvordan vi forventer, at de administrerer vores parkeringsarealer, således som en bruger med rimelighed kan forvente, siger den adm. direktør.

Ifølge bilejernes organisation, FDM, er der ikke noget lovkrav om mindstemål til parkeringsbåse. Det er ejerne af parkeringspladsen, som bestemmer, hvordan bilister skal parkere.

Vurdering fra gang til gang

TV SYD har spurgt AP Ejendomme, hvordan bilister parkerer korrekt i deres båse på Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens, hvor Karina Nielsen fik sin bøde.

På det spørgsmål svarer AP Ejendomme:

- Så længe det ikke er til gene for andre trafikanter eller gående, så mener vi ikke, at en bilist skal have en kontrolafgift, hvis noget af bilen holder uden for et markeret område. Det bliver en vurdering fra gang til gang. Den vurdering har vi lagt ud til Apcoa at administrere. I vores løbende dialog med Apcoa, vil vi tage en snak med dem om, hvordan vi forventer, at de administrerer vores parkeringsarealer.