Venstre: Sagen om amputationer er en skandale

90 patienter årligt kan have mistet benet unødvendigt i Region Midtjylland, viser en ny rapport. Venstre mener, at ansvaret ligger hos regionsrådsformanden.

90 patienter årligt kan have mistet benet unødvendigt i Region Midtjylland. Det viser en ekstern analyse.

Ifølge Venstre i Region Midtjylland viser rapporten tydelig mangel på ledelse med fokus på det karkirurgiske område, når patienter på hospitaler i Region Midtjylland i årevis har risikeret at få amputationer, som ikke var nødvendige.

Allerede i 2019, da der skulle skæres ned på det karkirurgiske område, udtrykte Venstre regionsrådsgruppe stor bekymring for administrationens fremlagte model for besparelserne, skriver partiet i en pressemeddelelse.

Anders G. Christensen, der er formand for Venstre i Region Midtjylland, mener, at sagen er en skandale.

- Nu er det 90 patienter om året, der har været fremme i medierne. Men hvis det er, som nogle siger, at det har stået på i flere år, så snakker vi jo om 400-450 patienter, der har fået amputationer, som ikke var nødvendige. Det er jo en skandale, siger han til TV MIDTVEST.

Sagen skal behandles

Ifølge regionsrådsformanden Anders Kühnau (S) er det dog ikke besparelser i 2019, der har spillet en rolle.

- Vi har ikke reduceret kapaciteten i forbindelse med besparelserne. Besparelserne gik dengang på at sammenlægge ledelser og fjerne et vagtlag i Viborg, men de her amputationer foregår ikke inden for de vagter, så det har ikke noget med det her at gøre, siger han til TV MIDTVEST og fortsætter:

- Dengang bad vi også hospitalsledelsen komme med sin vurdering, og vi fik svaret, at besparelserne ikke gav anledning til dårligere patientsikkerhed eller faglig udførsel af arbejdet.

Anders G. Christensen (V) er undrende overfor, at regionsformanden ikke har indkaldt regionsrådet til et ekstraordinært møde i forbindelse med rapporten, fortæller han til TV MIDTVEST.

Denne kritik forstår Anders Kühnau dog ikke.

- Jeg er helt uforstående overfor, at Anders G. Christensen ikke mener, han er blevet indkaldt til et møde. Alle i regionsrådet blev orienteret om analysen ved vores møde i onsdags, og nu bliver sagen så behandlet i første hospitalsudvalget og forretningsudvalget, inden det også skal behandles i regionsrådet, forklarer Anders Kühnau.

Analysen er lavet på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Viborg, som har behandlet alle afdelingens patienter. Den viser, at patienter, der lider af åreforkalkning eller udposninger på blodkarrene, ikke har fået behandling hurtigt nok.