Stoppet med tårnhøj promille: - Det lyder helt vanvittigt
Rådet for Sikker Trafik mistænker, at vild spritkørsel er relateret til misbrug.
Risiko for at dø.
Sådan lyder det ifølge Promilleguiden på Sundhed.dk, når man snakker en alkoholpromille på over 3,0.
Det var ikke desto mindre det, en 40-årig mand fra Horsens-området pustede, da han torsdag aften blev mødt af politiet mellem Ringkøbing og Hvide Sande.
- Da jeg hørte det, tænkte jeg, det måtte være en fejl så høj en promille. Det, synes jeg, lyder helt vanvittigt, at man overhovedet kan stå på benene med så høj promille, lyder reaktionen fra Søren Ørsted Pedersen, der er pressechef ved Rådet for Sikker Trafik.
Historien bygger oven på en tendens, som Rådet for Sikker Trafik har lagt mærke til over de senere år.
For mens man over de sidste 10 til 20 år generelt har fået færre spritbilister, ser man stadig tilfælde, hvor promillen er ekstremt høj.
- Dem, der kører med en promille over 2,0, er formentlig personer, der har svært ved at styre sit alkoholindtag, fortæller Søren Ørsted Pedersen.
Bilen konfiskeret
Personer, der bliver stoppet med en så høj promille, kan se frem til at miste deres køretøj, som det også var tilfældet for den 40-årige mand torsdag aften.
Spirituskørsel med en promille over 2,0 betegnes nemlig som vanvidskørsel.
Men politiet gør mere end bare at stoppe dem og tage deres køretøj fra dem.
For i visse tilfælde er det ikke et spørgsmål om utilsigtet spritbilisme, men derimod et misbrugsproblem.
- Derfor er det godt, at blandt andre Midt- og Vestjyllands Politi har den her indsats, hvor de både stopper folk med høje promiller, men også hjælper dem i behandling, så de kan komme ud af det her problem. Det gavner den enkelte og vores samfund, lyder det fra pressechefen.
Vanvidskørsel
Ifølge færdsels- og straffeloven defineres vanvidskørsel som:
Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t.
Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover
Spirituskørsel med en promille over 2,00
Kilde: fdm.dk
Sig noget
Politiets indsatser sker dog som oftest på bagkant, efter spritbilismen allerede har fundet sted.
Derfor peger Rådet for Sikker Trafik på venner og bekendte, der skal hjælpe med at tage ansvar, inden en fuld person bliver til en spritbilist.
Læs også
- Når en person har drukket, finder bilnøglerne frem og skal til at køre, så er det rigtig svært at være den, der siger; "Hov, har du ikke drukket for meget til at køre?", men vi skal blive bedre til at blande os, siger Søren Ørsted Pedersen.
Han påpeger, at mange i forvejen er gode til det og roser dem, der tager ansvaret.