Silkeborg dominerede fra start til slut i 2-0-sejr
Der blev scoret i begge halvlege. Begge gange var det den offensive midtbanespiller Nicolai Vallys, der sendte bolden i nettet.
Silkeborg har sendt Lyngby tættere på nedrykning, efter at midtjyderne lørdag på hjemmebane vandt 2 -0.
Begge mål blev scoret af Silkeborgs offensive tekniker Nicolai Vallys, der var særdeles livlig i opgøret.
Lyngbys nederlag betyder, at mandskabet stort set er sikker på at havne i nedrykningsplayoff, da holdet er tre point efter Sønderjyske i pulje 1. Sønderjyske, der er på andenpladsen i puljen, spiller senere lørdag mod OB.
Silkeborg dominerede, da de to hold mødtes i det omvendte opgør i Lyngby for et par uger siden. Og sådan var kampbilledet også i første halvleg på Jysk Park, hvor Silkeborg ikke lignede et hold, der ikke havde noget at spille for.
Kent Nielsens tropper havde flere gode muligheder. Og især angriber Junior Brumado var tæt på, da han efter 35 minutter var alene igennem. Men han afsluttede forbi Lyngby-målet.
Lyngby derimod var ikke farlige i første halvleg på trods af, at de var pisket til sejr for at undgå nedrykningsplayoff.
Fortsatte dominans efter pausen
Kampbilledet fortsatte efter pausen, hvor Silkeborgs hurtige offensive spilkombinationer gjorde det svært for Lyngby.
Efter en times spil gav det pote, da højreback Rasmus Carstensen sendte et hårdt indlæg ind i fødderne på Vallys, der kunne score i et tomt mål ved den bageste stolpe.
Lyngby forsøgte som modsvar at skifte formation i kampens slutfase. Indskiftede Gustav Marcussen havde gæsternes bedste tilbud i opgøret, da midtbanespillerens afslutning blev reddet på stregen.
Mens Lyngby jagtede en udligning, slukkede Vallys de kongeblås håb om point, da han blev dobbelt målscorer, efter han igen sparkede bolden i mål ved den bageste stolpe.