Pres hos praktiserende læger: Mange ringer og spørger, hvornår de kan blive vaccineret

Interessen for at blive vaccineret mod coronavirus er stor. Det oplever landsdelens læger.

Siden de første coronavacciner fra medicinalfirmaerne Pfizer og BioNTech ankom til Danmark, har interessen ude i det danske land været stor for at få lov til at blive vaccineret. I første omgang har det været beboere på plejehjem og særligt udvalgt sundhedspersonale, som har fået del i vaccinerne, men i dag blev der taget endnu et skridt i den store landsdækkende vaccinationsproces.

Onsdag blev de nye midt- og vestjyske vaccinationscentre nemlig taget i brug, og det betød, at de første hjemmeboende ældre og særligt sårbare kunne stille sig i kø og vente på at få et af de efterhånden berømte stik.

Der er dog også behov for, at der sker skred i tingene, hvis man spørger landsdelens praktiserende læger. En del læger oplever nemlig, at mange borgere ringer ind for at spørge, om det ikke snart er deres tur.

- Jeg forstår dem udmærket godt, men lige nu er der ikke andet at gøre end at vente til, der kommer vacciner nok, og til de bliver organiseret i systemet. Derefter vil man få en indkaldelse i sin e-boks, når det bliver ens tur, fortæller Henrik Idriss Kise, der er formand for de praktiserende læger i Region Midtjylland.

Hvem kan få dem?

For tiden bliver der leveret omkring 48.000 vacciner til Danmark om ugen. Det er altså derfor ikke alle danskere, der fra start kan blive vaccineret.

Sundhedsstyrelsen har lavet en plan for, hvem der kommer forrest i køen, og her har man tidligere gjort det klart, hvilke befolkningsgrupper der i første omgang bliver prioriteret.

- Det er ældre, og det er særligt sårbare, som er vores altoverskyggende prioritet i forhold til vaccinationen, fortalte direktør i styrelsen, Søren Brostrøm, tidligere på et pressemøde.

Foreløbigt er det knap én procent af danskerne, der er vaccineret. Lige nu er det dog uklart, hvem der kommer med under betegnelsen ældre og sårbare i næste runde.

- Vi kan ikke sige det, før vaccinerne er i landet. Det er først, når de er i landet, man kan tælle op, hvor mange vi har, og dermed hvem der kommer med i puljen, fortæller PLO-formand Henrik Idriss Kise.

EU-kommissionen godkendte onsdag endnu en coronavaccine, som Danmark har sikret sig tre millioner doser af. De kommer fra medicinalfirmaet Moderna.