Nyt borgerforslag: Vil undgå flere Yiming-sager
Et nyt borgerforslag skal forhindre, at der kommer flere sager som Yiming-sagen
Interesseorganisationen Ægteskab Uden Grænser har fremsat et nyt borgerforslag: Danske statsborgere skal kunne bo i Danmark med deres familie på samme vilkår, som andre EU-borgere.
Læs også
Sådan er det nemlig ikke lige i øjeblikket, hvilket 14-årige Yiming Liu fra Silkeborg senest har oplevet på egen krop. 14. marts fik hun lov at blive i Danmark sammen med sin mor og stedfar. Men først skulle hun igennem en udvisning fra Udlændingestyrelsen og næsten et års ventetid på udfaldet af klagesagen.
Administrativt nemt at ændre
Yiming Lius stedfar, orlogskaptajn Kjeld Gaard-Frederiksen fra Silkeborg, har været medstiller på forslaget om at ligestille danske statsborgere med EU-borgere.
- Det burde være administrativt nemt at lave om, mener han og fortsætter.
Læs også
- Det er en diskriminering af danskere i forhold til andre EU-borgere. Og det er vigtigt, at det bliver lavet om, for det går hårdt over de familier, det her rammer.
Helt tosset
Hans familie har været meget tæt på at flytte ud af Danmark i en periode for at kunne benytte sig af EU-retten til at få familiesammenføring i Danmark.
- Og det er jo helt tosset, at man skal flytte ud af sit eget land i nogle måneder, for at man kan få de samme rettigheder, som øvrige EU-borgere, siger han.
Som det er nu, har en tysker eller rumæner bedre muligheder for at bo i Danmark med sin udenlandske familie end en dansk statsborger, der hele livet har bidraget til fællesskabet, er interesseorganisationens indvending. Og tilsvarende har en dansk statsborger bedre muligheder for at bo med sin familie i Tyskland eller Rumænien, end i Danmark.
Nye stramninger sondrer ikke
Regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har for nylig aftalt nye stramninger på udlændingeområdet, men her bliver der ifølge foreningen ikke sondret mellem udenlandske ægtefæller til danske statsborgere og andre grupper af udlændinge.
Læs også
For at forslaget kan blive behandlet i Folketinget, skal det opnå 50.000 underskrifter inden 180 dage.
Forslaget kan ses her: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-00604
FAKTA OM BORGERFORSLAG:
Det betyder, at man nu kan se, støtte eller oprette forslag til noget, som man mener bør ændres i lovgivningen eller i samfundet – et såkaldt borgerforslag.
Hvis 50.000 borgere med stemmeret til folketingsvalg støtter et forslag, kan det blive fremsat i Folketinget.