Nu må man snart køre 90 på udvalgte landeveje
En aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti har gjort det muligt at sætte farten op på de udvalgte strækninger
Nu bliver det snart lovligt at køre 90 kilometer i timen på en række landeveje, hvor den højeste tilladte hastighed ellers har været 80 kilometer i timen.
Det er en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der har gjort det muligt at sætte farten op på de udvalgte strækninger. Vejdirektoratet har siden udpeget de pågældende strækninger ud fra et kriterie om, at det ikke må gå ud over trafiksikkerheden.
Hurtigere Viborgvej
Det er i alt 17 landevejsstrækninger, hvor fartgrænsen bliver sat op. For østjyderne er den mest aktuelle formentlig landevejsstrækningen mellem Viborg og Aarhus. Her må man allerede i dag køre 90 kilometer i timen på en del af strækningen, men snart må du køre stærkt på en endnu længere del.
Læs også
Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen glæder sig over, at hastigheden bliver sat op.
- På nogle sikre landeveje kan man godt køre mere end 80 kilometer i timen. Det drejer sig om, at vi i højere grad får tilpasset farten efter de lokale forhold. Det vil også give mere respekt for fartgrænserne. Kodeordet er fart med fornuft, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Her bliver farten sat op i den kommende tid.
Skjern – Varde v. Lyne (km 35.500 – 44.000)
Korskro – Grindsted v. Årre (km 16.200 – 21.200)
Ølholm – Viborg (v. Nr. Snede) Km 31.100 – 39.800
Ølholm – Viborg (v. Engesvang) Km 54.400 – 62.100
Herning – Varde (v. Kibæk) Km 2.100 – 11.350
Aarhus – Viborg (km 38.225 – 48.000)
Viborg – Sønderup (km 2.850 – 20.450)
Holstebro – Oddesund (km 3.450 – 12.950)
Thisted – Vildsund (km 3.750 – 10.400 & km 22.100 – 23.500)
Thisted – Fjerritslev (km 14.000 – 41.550)
Viborg – Herning (km 6.100 – 22.200)
Viborg – Skive (km 5.100 – 7.500)
Bouet – Aabybro (v. Vadum) Km 6.000 – 8.000
Slagelse Omfartsvej (km 31.700 – 40.100)
Hillerød-Frederikssund (km 9.600 – 15.000)
Omfartsvej Nykøbing Falster (km 1.100 – 6.600)
Kilde: Vejdirektoratet