Mand sigtet for grov vold mod sin spæde datter
Retten i Viborg har i dag fængslet en mand. Han er sigtet for vold mod sin datter.
En 28-årig mand fra Silkeborg er sigtet for at have udsat sin nu otte måneder gamle datter for grov vold igennem længere tid.
På et grundlovsforhør i dag blev han varetægtsfængslet i fire uger frem til 27. august.
- Retten fandt, at der var en begrundet mistanke om, at han har begået vold mod hende. Man vurderede, at der var risiko for, at han ville påvirke vidner i sagen, siger anklager Iben Ernst Bøttker.
Ifølge sigtelsen er volden foregået med slag, slag mod genstande eller rusken. Pigen har haft tre blødninger i hjernen.
Gerningsperioden er fra pigens fødsel og frem til en dag i juni. Ved fødslen boede familien i Aarhus, men de er senere flyttet til Silkeborg.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.