Måtte bruge sømmåtter: Mand anholdt efter biljagt
En 33-årig mandlig bilist havde ikke lyst til at tale med politiet. Det endte han dog alligevel med, og nu kan han se frem til en række sigtelser og en beslaglagt bil.
Mandag eftermiddag, lidt før klokken 17, ville politiet gerne tale med føreren af bil i Silkeborg, men det var den 33-årige bilist ikke interesseret i.
Så han tog i stedet flugten og forsøgte at køre fra patruljebilen, hvilket resulterede i en længere jagt.
- De kørte et længere stræk ud af Silkeborg op mod Grauballe og Grønbæk, inden de kom til Silkeborg igen, fortæller politiets vagtchef, Carsten Henriksen.
Her tog politiet imod manden med sømmåtter, og efter bilisten kortvarigt var kommet på motorvejen ved Silkeborg, blev han anholdt.
Adskillige overtrædelser
Nu kan han se frem til sigtelser for adskillige færdselsovertrædelser. Det drejer sig blandt andet om kørsel i påvirket tilstand og hastighedsovertrædelse i en sådan grad, at politiet beslaglægger bilen.
- Han bliver sigtet for at have overtrådt vanvidsparagraffen, fordi han har kørt mere end 100 procent for stærkt i byzone, forklarer Carsten Henriksen.
Vagtchefen vil desuden ikke udelukke, at listen over sigtelser kan blive endnu længere, efterhånden som politiets arbejde skrider frem.