Landets bedste diabetesbehandling ligger i Midtjylland
Hospitalsenhed Midt ligger helt i top, når det handler om at behandle patienter med diabetes.
Landets bedste behandling af patienter med diabetes ligger i Viborg og Silkeborg.
Sådan lyder det i den årlige opgørelse, som fagbladet Dagens Medicin netop har offentliggjort.
- Vi er utroligt stolte over, at Hospitalsenhed Midt ligger så flot placeret i Dagens Medicins opgørelse. Det vidner om en engageret, målrettet og faglig stærk indsats fra holdene bag diabetesbehandlingen, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen i en pressemeddelelse fra Hospitalsenhed Midt, der driver regionshospitalerne i Viborg og Silkeborg.
Læs også
Opgørelsen er baseret på kvalitetsdata fra de danske hospitaler samt patienttilfredsheden.
Regionshospitalet i Viborg har fået prisen som Danmarks bedste til diabetes, mens Regionshospitalet Silkeborg vinder i underkategorien Danmarks bedste til voksen-diabetes
- Niveauet af diabetesbehandling er generelt meget højt i Danmark, så at ligge i toppen blandt de allerbedste er lidt af en bedrift, fortæller den lægefaglige direktør videre.
Sådan kårer Dagens Medicin den bedste behandling:
- Hvert år Dagens Medicin analyserer hvert år kvalitetsdata fra danske hospitaler og finder de bedste til behandlinger og undersøgelser inden for en række sygdomsområder.
- Analysen tager udgangspunkt kliniske data indsamlet af regionernes kliniske kvalitetsrapport (RKKP), som er udgivet i de faglige databasers årsrapporter.
- Dagens Medicin tager også højde for patienttilfredsheden.
- Analysen af Danmarks bedste hospital er således baseret på en vurdering af sygehusenes behandlingskvalitet og patienttilfredshed, der vægter henholdsvis 90 pct. og 10 pct., når der beregnes en samlet score for hvert hospital.
Kilde: Dagens Medicin
Gjort det flere gange
Samlet set scorer Regionshospitalet i Viborg 196 point. Dårligst blandt de 14 hospitaler i opgørelsen er Nordsjællands Hospital med 177 point.
- Diabetes er en folkesygdom med store konsekvenser for den enkelte patient, og målet for os som hospital er at give vores patienter den bedst mulige behandling. Og det viser opgørelsen og databasetallene bag den, at vi i høj grad gør – det er en kæmpe cadeau til vores dygtige medarbejdere i Diagnostisk Center, Børn og Unge og Medicinsk Afdeling, forklarer den lægefaglige direktør.
Det er langt fra første gang, at Hospitalsenheden Midt kan glæde sig over kåringen som Danmarks bedste til diabetes.
Læs også
Både i 2020 og 2017 sikrede Regionshospitalet Viborg titlen som Danmarks bedste til diabetes.
Det er tredje år i streg, at Regionshospitalet i Silkeborg bliver kåret som de bedste til voksen-diabetes.