Jonas står klar til at hjælpe med brande: Australien takker nej

Australiens ambassadør er rørt og taknemmelig for tilbuddet, men siger, at de lokale myndigheder ikke har brug for hjælp på nuværende tidspunkt.

Over hundrede vilde brande hærger Australien for tiden. Alligevel ønsker man ikke hjælp fra danske brandmænd. Foto: Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV MIDTVEST

Selv om Beredskabsstyrelsen og flere frivillige brandmænd har tilbudt deres assistance, skal danske brandmænd foreløbig ikke hjælpe med at slukke de omfattende skovbrande i Australien.

Jeg så en video af en koala, der kommer kravlende gennem gløder og flammer. Det ramte sgu bare et eller andet.

Jonas Nedergaard, frivillig brandmand, Them

Forsvarsminister Trine Bramsen (A) siger ifølge Beredskabsstyrelsens hjemmeside, at Danmark har fået en varm tak for tilbuddet, men at man fra australsk side i første omgang har vurderet, at de lokale myndigheder er bedst til at vurdere og håndtere forholdene.

Ministeren understreger samtidig, at det danske tilbud stadig står ved magt, hvis australierne senere efterlyser hjælp.

Læs også Lokal brandmand vil hjælpe Australien: - Jeg føler, jeg må gøre noget

Beredskabsstyrelsen havde tilbudt at sende et brandslukningsmodul med 50 personer til Australien. Samtidig meldte en række frivillige brandmænd sig klar til at tage afsted i Facebook-gruppen "brandmand i australien DK". 

Blev ramt af koala

Blandt dem var Jonas Nedergaard fra Them ved Silkeborg.

- Jeg så en video af en koala, der kommer kravlende gennem gløder og flammer. Det ramte sgu bare et eller andet. Når man sidder her og har egenskaberne, som man nu har som brandmand, så føler jeg, at jeg må kunne gøre et eller andet, sagde han tirsdag til TV MIDTVEST.

Jonas Nedergaard fra Them er en blandt mange danske brandmand, der står klar til at hjælpe i Australien.  Foto: Henrik Skyt Drivsholm, TV MIDTVEST

Australiens ambassadør i Danmark, Mary-Ellen Miller, siger til Beredskabsstyrelsen, at australierne er rørte og taknemmelige for tilbuddet om dansk hjælp.

I denne forfærdelige tid har vi set Australien fra sin bedste side i vores utrolige brandfolk og den enorme støtte til alle, der er berørt.

Mary-Ellen Miller, Australiens ambassadør i Danmark

 - Naturbrandene er af hidtil usete dimensioner, når det kommer til omfanget og de hjerteskærende konsekvenser, men heldigvis er Australien virkelig godt udrustet og organiseret til at håndtere situationen på nuværende tidspunkt.

- I denne forfærdelige tid har vi set Australien fra sin bedste side i vores utrolige brandfolk og den enorme støtte til alle, der er berørt. Vi ser også verdenssamfundet fra sin bedste side i den opmærksomhed og omtanke, vi bliver vist i den her svære tid. Vores varmeste tak går til hele Danmark for jeres tanker og støtte, siger ambassadøren.

02:10

Flere hundrede danske brandmænd står stand by og er klar til at bekæmpe brandene i Australien. Jonas Nedergaard fra Them er klar til at forlade kone og børn for at hjælpe, hvor han kan.

Luk video