Indsmugling af 93 kilo kokain: Går efter op til 16 års fængsel
En hollænder, to syrere og tre ukraniere risikerer lange fængselsstraffe i en omfattende og stor narkosag, der lige nu kører ved Retten i Viborg og involverer Silkeborg.
Seks mænd skal have fængselsstraffe på mellem 11 og 16 år. Det mener anklagemyndigheden i sag, der efter politiets opfattelse handler om indsmugling af 93 kilo kokain fra Holland til Danmark.
Det er Retten i Viborg, der lige nu behandler sagen mod de seks tiltalte, og på den 16. retsdag kom det i anklagerens procedure frem, at hun kræver lange fængselsstraffe.
- Det er kriminalitet, der med Retsplejelovens ord kan udgøre fare for menneskers liv og velfærd, lød det.
Længste straf til to bagmænd
Indsmuglingen og planlægningen af den skulle være sket fra oktober 2017 til juni 2018. Her mener politiet, at de seks mænd, der er i alderen 30 til 44 år, har haft forskellige roller.
Fire af de tiltalte har enten været kurerer, afhentet kokainen på rastepladser ved blandt andet Silkeborg eller sørget for at veksle penge i forbindelse med indsmuglingen, mens de sidste to af politiet betragtes som hovedbagmænd. Det er dem, anklageren mener, bør have minimum 16 års fængsel.
- Det er nøje planlagt, organiseret narkokriminalitet begået over lang tid, lød det fra specialanklager Lise Hebsgaard.
- De skal have den klart strengeste straf både på grund af kvantum og deres overordnede rolle.
Straffen for denne type narkokriminalitet ligger på mellem 10 og 16 år. Men anklageren åbnede op for, at strafferammen i dette tilfælde kan sprænges.
- Jeg vil nøje indstille til retten, om ikke den her sag, er den sag, hvor strafferammen skal sprænges. Og så kan jeg ikke sige, om det skal være 16 år, 18 år eller mere, lød det afslutningsvist fra Lise Hebsgaard.
SAGEN KORT
- Seks mænd mellem 30 og 44 år er tiltalt for at have indført, modtaget eller overdraget op imod 93 kilo kokain fra Holland.
- Det skulle være sket i perioden fra oktober 2017 til juni 2018.
- Tre af de tiltalte har haft adresse i Silkeborg.
- Politiet mener, at flere af overdragelserne er foregået på rastepladser omkring Silkeborg.
- Anklageren går efter fængselsstraffe på mellem 10 og 16 år.
- De tiltalte nægter sig skyldige.
Lang efterforskning
Politiets efterforskning af sagen har stået på siden efteråret 2017. Efterforskerne har blandt andet benyttet sig af automatisk nummerpladegenkendelse, teleoplysninger, aflytning af telefoner og overvågning i arbejdet med at klarlægge både personer og bilers færden.
De mener, at de 93 kilo kokain er kommet til landet ad 93 omgange, hvor der altså hver gang er smuglet ét kilo ind.
I december 2018 gennemførte Midt- og Vestjyllands Politi så en omfattende politiaktion, som bredte sig over flere politikredse. Her blev to af de tiltalte anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet. De var begge bosat i Silkeborg, ligesom en tredje af de tiltalte også havde adresse i Silkeborg.
De øvrige tre tiltalte blev varetægtsfængslet henholdsvis et halvt år før og fire måneder efter politiaktionen.
Forsvarer: Indicier og ingen konkrete beviser
Kun to af de tiltalte har ønsket at afgive forklaring undervejs i retssagen, men alle seks nægter sig skyldige i tiltalerne mod dem.
Efter anklagerens to timer lange procedure mandag var det derefter den første forsvarers tur til at få ordet. Hun er forsvarer for én af dem, politiet mener, har haft en kurer-rolle i sagen.
Den opfattelse deler hverken den tiltalte eller forsvareren dog.
- Teleoplysninger, som rigtig meget af den her sag er bygget op om, er indicier. Medmindre der er tale om aflytninger. Og man kan ikke blive dømt på et indicium, lød det fra forsvarer Naja Wærness Larsen.
Herefter gennemgik hun forholdene omkring de ture, der vedrører hendes klient. Han er tiltalt for at have indsmuglet minimum 52 kilo kokain til landet. Det mente forsvareren dog slet ikke er bevist. Hun redegjorde for, hvordan hun ikke kan se konkrete beviser i sagen.
- Vi ved ikke, hvem der har været i bilen, eller hvem der har haft telefonen. Og vi ved ikke, om der har været noget i bilen, som har været strafbart, lød det blandt andet om flere af turene.
- Der er ikke ført bevis for, at der er kørt med kokain.
Naja Wærness Larsen påstod frifindelse af sin klient. Der ventes at falde dom i sagen den 23. marts.