Grundlovsforhør efter knivstikkeri aflyst: De sigtede er løsladt
Fire mænd var egentlig på vej i retten, men anklageren har mandag morgen besluttet ikke at fremstille dem for en dommer. De er fortsat sigtede
Anklagemyndigheden har i 11. time valgt ikke at fremstille fire sigtede mænd i alderen 19 til 33 år for knivstikkeri tidligt søndag morgen i Silkeborg, oplyser anklagerfuldmægtig Ulrick Junge til TV MIDTVEST.
Læs også
- Sagen er mere kompleks end som så. Sigtelsen er opretholdt, men der er ikke tilstrækkeligt mistankegrundlag på nuværende tidspunkt, siger han.
Stukket i eget hjem
Overfaldet skete på Lyngbygade i Silkeborg i offerets eget hjem. Han blev stukket to gange. Politiet skal nu videre med efterforskningen og afhøre flere vidner.
- Det er ikke spørgsmålet om, at politiet ikke har gjort sit arbejde ordentligt, men at nogle sager tager længere tid, uddyber han.
Læs også
Han ønsker ikke at kommentere, om det 23-årige offer har en relation til sine gerningsmænd, eller om overfaldet er sket efter en episode i Silkeborgs natteliv natten til søndag.