Den sidste aktivist: 95-årige Doris gik forrest for bøsser og lesbiske

Doris Pollas fra Silkeborg har levet et liv lidt udover det sædvanlige.

Hun er 95 år, og så er hun det sidste nulevende medlem af den kreds, der i 1948 stiftede det, der i dag er kendt som LGBT Danmark.

- Dengang hed det 'Forbundet af 1948' og var en forening for homofile i København. Og det var en meget stor ting for mig, at jeg kunne få lov til at vise, hvordan jeg var, siger Doris Pollas.

Hun håber, at hendes historie kan inspirere andre til at turde være den, de er.

- Jeg tror, der er mange unge mennesker, der har det i sig, men som ikke tør komme frem med det. Det har aldrig været et spørgsmål for mig, hvordan jeg turde, for jeg føler, at jeg er født sådan. Der var for meget dreng i mig, siger den 95-årige kvinde.

Har altid følt sig som en dreng

Doris Pollsa er født og opvokset i Ringkøbing sammen med sine forældre og tre søstre. Hun fortæller, at hun aldrig har leget med dukker, men i stedet havde hun en fin værktøjskasse og legede med tinsoldater.

- Jeg føler, jeg er født homofil, jeg føler, jeg er født som dreng. Jeg mærkede nok, at jeg var anderledes, men ikke hvorfor eller hvordan, og der var heller ikke noget, der hed noget andet dengang.

I 13-årsalderen blev Doris Pollas opslugt af bogen ’Ensomhedens brønd’ af Radclyffe Hall, selv om hun normalt ikke brød sig om at læse.

- Den bog handlede om homofile mennesker fra datiden, som ikke turde stå frem og ikke vidste noget. Og den læste jeg med stor iver, hvad min mor ikke rigtig kunne forstå. Så hun smugkiggede også, husker Doris Pollas.

Hendes mor spurgte, om temaet i bogen også var noget, der interesserede hende.

- Der kunne jeg ikke svare andet end, at jeg ikke vidste det. Men det var der, jeg klar over, at der var noget andet inden i mig.

Hemmeligt møde for bøsser og lesbiske

Doris Pollas fik arbejde i København, og på Admiralkroen fandt hun ligesindede og blev på et tidspunkt inviteret til et hemmeligt møde sammen med omkring 60 andre mennesker.

- Det var jo bøsser og lesbiske, men vi vidste det jo ikke rigtigt. Dengang talte man ikke rigtig om det, for det var tys-tys. Men vi blev enige om at kalde vores forening ’Forbundet af 1948’ og nedsatte en bestyrelse, fortæller Doris Pollas.

Foreningen gik i gang med at holde forskellige arrangementer og udgav også bladet ’Vennen´. Doris Pollas fandt her et fællesskab, hun ikke tidligere havde haft.

- Efterhånden blev vi mindre bange for at optræde offentligt. Det var vel fordi, vi følte, vi havde fået lidt magt. Nu kunne vi tillade os det. Nu var det ingen synd.

Taknemlig for sine forældre

Doris Pollas har gennem årene ikke haft en fast kæreste i mere end et års tid af gangen, men hun har én gang været gift med en mand.

- Men det var altså med en ægte bøsse. Det var fordi hans forældre havde en gård ved Horsens, og de var så religiøse. De var slet ikke klar over, hvordan det var med ham, så det var faktisk for at hjælpe, forklarer Doris Pollas.

I dag er hun taknemlig for sin egen opvækst, der har gjort, at hun har kunnet leve, som den hun er.

- Jeg har altid været heldig, at jeg har haft nogle dejlige forældre, der fuldstændig har forstået mig og støttet mig hele tiden. Hvis alle, der er homofile, har haft lige en så lykkelig og forstående barndom, som jeg havde, så er det bare skønt, siger hun og tilføjer:

- Men der er desværre stadig nogle, der bliver smidt ud af hjemmet, hvis de er til bøsser eller lesbiske, siger Doris Pollas.

Hun håber, at hendes historie kan hjælpe andre, der i dag er i samme situation, som hun var for over 70 år siden. I dag er hun medlem af den forholdsvis nystiftede afdeling af LGBT i Silkeborg.