Børneboom: Nyåbnet børnehave blev fyldt op med det samme

Silkeborg Kommune kommer allerede næste år til at mangle 100 pædagoger.

Hvor nogle af landsdelens kommuner kæmper med faldende børnetal, så er det modsat i Silkeborg.

Alene i 2021 får kommunen cirka 2000 ekstra indbyggere, hvilket er dobbelt så mange som forventet. De mange ny indbyggere gør det svært for kommunens institutioner at følge med, fordi børnetallet er eksploderet.

Et af de steder, der har oplevet presset på institutionerne er Privatskolen Th. Langs i Silkeborg. Her havde man i flere år haft planer om at åbne en børnehave, og de planer blev ført ud i livet lige inden sommerferien. Lynhurtigt blev samtlige pladser fyldt op.

- Det er jo bare fantastisk, at det er lykkes for os. Og dejligt, at så mange har vist interesse for netop vores børnehaven, siger Tine Kristiansen, der er skoleleder og fortsætter:

- Der er rigtigt mange tilflyttere til byen, som har børn. Og der kan man sige, at vi er landet på et heldigt tidspunkt.

Kommer til at mangle pædagoger

Der er dog en bagside af medaljen.

Byrådet har bevilliget mere pasning til de mange nye børn, men allerede næste år kommer der til at mangle 100 pædagoger.

- Det er bare næste år. De næste fire år kigger vi ind i noget tilsvarende, hvis det er sådan, at vores vækst fortsætter på den her måde, forklarer Sørensen Kristensen (S), der er formand for Børne- og Ungeudvalget i Silkeborg Kommune.

Altså kan behovet ende med at være meget højere. BUPL Østjylland fortæller, at der lige nu er i alt 18 ledige pædagoger i hele kommunen.

Dertil arbejder kun 14 procent af pædagogerne på fuld tid. Derfor vil man forsøge at få flere til at gå op i tid, samtidigt med man vil uddanne flere.

- Jeg tror ikke, det løser hele problemet, men det er i hvert fald et rigtigt stort skridt i den rigtige retning, siger Anne Grethe Rosenberg, der er formand for BUPL Østjylland.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der kommer til at mangle 14.000 pædagoger på landsplan i 2030.

Byrådet har bevilliget mere pasning til de mange nye børn, men allerede næste år kommer der til at mangle 100 pædagoger. Det bekymrer Søren Kristensen (S).
Byrådet har bevilliget mere pasning til de mange nye børn, men allerede næste år kommer der til at mangle 100 pædagoger. Det bekymrer Søren Kristensen (S). Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST