24-årig anholdt for sprit- og narkokørsel: Kørte på forhjulets fælg
Den 24-årige mand endte med at blive sigtet for både at køre i spiritus- og narkopåvirket tilstand og for at opgive et falsk navn.
En 24-årig mand blev natten til mandag anholdt af politiet, da han kørte med både alkohol og narko i blodet. Det fortæller Midt- og Vestjyllands Politi.
Klokken 00.55 fik Midt- og Vestjyllands Politi en melding fra en anden bilist om mandens usikre kørsel. Efterfølgende kunne politiet anholde bilisten på Christian 8.s Vej i Silkeborg.
- Vi tager test af ham, og den slår ud på alkohol og euforiserende stoffer, siger Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Læs også
Der var store skader på bilen især omkring højre forhjul, som var punkteret, og bilisten kørte derfor rundt på hjulets fælg.
Har du set noget?
- Vi vil gerne høre fra vidner, hvis nogen bemærker noget på strækningen mellem Viborg og Silkeborg, som kunne have noget at gøre med bilens skader, siger Ole Vanghøj.
Der er tale om en sølvgrå Mercedes Benz varebil, fortæller vagtchefen. En halv time tidligere på aftenen havde politiet modtaget et opkald om en spøgelsesbilist på Silkeborg Motorvej i det sydgående spor i nordgående retning – her lød meldingen også på en grå varebil.
Læs også
- Han kommer fra et land, hvor man kører i den modsatte side af vejen, men den anholdte nægter at have kørt på motorvejen, siger Ole Vanghøj.
Udover to sigtelser for at køre med alkohol og euforiserende stoffer i blodet, bliver den 24-årige bilist også sigtet for undervejs at opgive et falsk navn.