10.000 plastikkrus i naturen skal provokere
Gule, røde og grønne plastikkopper formet på et hav af forskellige måder skal øge folks fokus på netop problemet ved plastik i naturen.
Plastik i naturen er sjældent godt, men når det er formet som figurer, kan det noget. Det er i hvert fald målet med seks skulpturer, der lige nu står i naturen omkring Ørnsø ved Silkeborg.
De 10.000 farverige plastikkoppers vigtigste opgave er nemlig gennem provokation at sætte fokus på bæredygtighed og problemet ved plastik i naturen.
- Vi gør det bevidst i nogle materialer, der skriger fuldstændig til omgivelserne. Og det er jo for at sætte samtalen, siger Lars Waldemar, der er billedhugger.
HVAD SÅ BAGEFTER? 10.000 PLASTIKKOPPER I DET FRI
De mange plastikkopper kommer efter udstillingen til at få et nyt liv.
En del af dem bliver genanvendt og omdannet til ny plastik.
En anden del bliver brugt og genudstillet i en anden kontekst.
Han har sammen med elever fra Silkeborg Højskole skabt kunstinstallationen, der går under navnet Plastfemi. Plastikkaosset er en del af projektet Sculpture Experiment Silkeborg, som er et kunstprojekt, der placerer forskellige kunstværker skabt af kunstnere og højskoleelever rundt omkring i Silkeborg.
Målet med det samlede projekt er netop at skabe en samtale.
- Kunsten er god til at få os til at stoppe op og tænke over forskellige ting i vores samfund. Samtalen, som er i fokus i dette projekt, er for mig et essentielt element, som er helt afgørende for et fungerende samfund, siger Signe Lebæk, der er elev på Silkeborg Højskole.
Kunstværkerne kan ses til og med 27. oktober.
Se mere i dette tv-indslag fra TV MIDTVEST:
DE SEKS KUNSTVÆRKER
Peter Hersk og Steffen Harder: Søndertorv
Ole Schjører-Hansen: Theodoras Have
Jørn Hansen: Sølystparken
Jytte Høeg og Stinne Teglhus: Odden
Henrik Vilholm Voldmester: Lunden
Lars Waldemar: Ørnsøvej