Hvad laver du, imens du kører bil? Politiet holder øje med uopmærksomme bilister
Politiet har særligt øje på uopmærksomme bilister i uge 47. Og det er ikke kun folk, der taler i telefon.
Det kan være fristende at række et skrigende barn på bagsædet en sut, spise en fransk hotdog eller kigge på sin GPS, imens man kører bil.
Men det kan være rigtig farligt og være skyld i en ulykke, lyder det fra politiet.
Hvis du kører 80 km/t. på en landevej og kigger på din mobil eller GPS i blot fire sekunder, så har du kørt 89 meter uden at have øjnene på trafikken, viser tal fra Rigspolitiet.
Derfor har alle landets politikredse inklusiv Østjyllands Politi i denne uge særligt fokus på uopmærksomhed i trafikken.
- Det er alt det, man lader sig distrahere af, når man kører bil. Det, folk oftest tænker på, er mobiltelefoner. Dem er vi også opmærksomme på. Men vi vil også være opmærksomme på, om man gør alt muligt andet, siger Heine Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Politiet vil i værste fald udskrive en bøde, hvis uopmærksomheden er skyld i en kørselsfejl.
Tænk jer om
- Hvis man laver kørselsfejl, samtidig med at man spiser en softice eller drikker en cola, så kan vi skrive en bøde for det, fortæller Heine Hansen.
De vil lave kontroller i hele politikredsen og håber, at de kun vil se få sager, men forventningen er noget andet.
- Vi håber, at de her kampagner gør en forskel: At vi får nogle til at tænke over det, og de lader være med at lade sig distrahere, siger Heine Hansen.
Ifølge Rigspolitiet er uopmærksomhed involveret i omkring hver anden dødsulykke i trafikken.
Læs også
Rigspolitiets Nationale Færdselscenter har gennemført en undersøgelse i hele landet i 2019, hvor man på by-, lande- og motorveje har observeret, hvad 20.000 trafikanter foretager sig bag rattet.
Undersøgelsen viser, at 0,8 % af alle førere af personbiler og varevogne under deres kørsel taler i håndholdt mobiltelefon, mens bilen er i fart.
Herudover viser undersøgelsen, at 7,8 % af alle førere af personbiler og varevogne under deres kørsel foretager en såkaldt distraherende handling, så fx at tale i håndholdt eller håndfri mobiltelefon, indstille GPS, spise, drikke eller lignende.