Zoo-grisen Mark mistede sin ven: Nu giver Karla ham krølle på halen
De nye zoo-ejere i Munkholm Zoo fik en uventet opgave, da en af deres grise pludselig døde.
Den er lille, tyk og har en strid sort hvid pels, der næsten dækker øjnene. Den lille kunekune gris Mark har hele sit liv haft krølle på halen sammen med sin kammerat. De to gik hver dag op ad hinanden i folden i Munkholm Zoo.
Men i begyndelsen af marts døde Marks kammerat og det påvirkede den lille gris mere end de nye zoo-ejere, havde forestillet sig.
- Hvis du havde spurgt mig tidligere, om det var nødvendigt at en gris fik en ven, så havde jeg sagt nej, griner Lars Christian Jørgensen, der sammen med sin søn overtog Munkholm Zoo i slutningen af 2020.
Læs også
- Men den gik rundt om sig selv, lagde sig i et hjørne, ville ikke snakke med nogen. Det var ikke til at holde ud at se på, forklarer han.
- Dagen efter Mark mistede sin kammerat, fandt jeg den indendøre liggende. Den havde faktisk ikke rigtig lyst til noget. Det krævede lidt at få den ud og spise, supplerer sønnen Milo Christian Jørgensen.
Derfor besluttede den nye zoo-ejer familie at handle hurtigt og finde en ny artsfælde, som Mark kunne gå sammen med. På Fyn havde nogle privatpersoner kunekunegrisen Karla, som de gerne ville af med.
Læs også
Dyreparkens varevogn blev derfor pakket med en transportkasse og familien kørte til Fyn for at hente Karla.
- Hun var lidt urolig, da vi holdt stille, men på resten af turen har der ikke været noget, fortæller Lars Christian Jørgensen om transporten af det lille svin.
Kunekune grise stammer oprindeligt fra New Zealand og er sociale dyr, der har det bedst, når de lever sammen med artsfælder.
Det var også helt tydeligt, da Karla ankom til Marks indhegning, at de to dyr var begejstrede for at møde hinanden.
Mark øffede højlydt, da transportkassen blev sat hen til lågen og Karla var ikke længe om at komme ud i sit nye hjem.
- Jeg var lidt bange for, at han ville angribe, når hun kom, men det ser ikke ud til det. Så det gør mig glad, siger Milo Christian Jørgensen.
De to grise snuste nysgerrigt til hinanden i den lille fold og Karla var ikke længe om at gå på opdagelse.
- Det er fedt at se, hvor nysgerrig Karla er, og at de tager det stille og roligt. Det gør én glad, siger Lars Christian Jørgensen.