Visit Aarhus og Destination Djursland fusionerer
De to turismedestinationer er tæt på en fusion. Borgmesteren i Syddjurs Kommune mener, det giver en mere slagkraftig markedsføring
En stor turismefusion er på trapperne i Østjylland. VisitAarhus og Destination Djursland er lige nu tæt på at slå pjalterne sammen, og det er ifølge borgmester i Syddjurs Kommune Ole Bollesen (S) en god nyhed.
- Vi får en meget mere slagkraftig markedsføring sammen med Aarhus. Jeg vil være ked af at sige, at Aarhus er bedre end Djursland, men Aarhus er et godt brand, og det vil vi gerne udnytte uden for Djursland, siger Ole Bollesen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ud over at være borgmester er Ole Bollesen også formand for Fonden for Destination Djursland. Fusionen skal behandles på et møde i økonomiudvalget i Syddjurs Kommune på onsdag.
En del af baggrunden for fusionen er et succesfuldt samarbejde mellem de to destinationer de seneste par år.
Ifølge Destination Djursland har samarbejdet medvirket til, at antallet af udenlandske gæstenætter er steget med syv procent fra 2016 til 2017.
- I forbindelse med kulturbyprojektet blev Aarhus et internationalt brand, og der er et stort erhvervsmæssigt potentiale i Syddjurs. Det skal vi arbejde på at udnytte og med vores styrker inden for kystturisme, oplevelsesparker og dyreparker er det logisk, at vi går sammen med Aarhus, der er en stor spiller inden for byturisme, siger Ole Bollesen.
Mere gennemslagskraft til turistattraktioner
Hos Det Grønne Museum i Auning på Djursland er man også glade for at den nye fusion, der gerne skulle give flere besøgende.
- Jeg synes, det er rigtigt godt. Vi er et nationalt museum med udstillinger, der gerne skulle trække folk til langt væk fra. Det her vil give os mere gennemslagskraft i forhold til markedsføringen, siger Anne Bjerrekær, direktør for Det Grønne Museum, til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom Destination Djursland kommer ind under storbyens turismeparaply, frygter direktøren ikke, at Djursland bliver glemt i fusionen.
- Nej, for jeg synes, vi har så meget, som de ikke kan undvære i Aarhus. Der er både kultur, natur og en masse sommerhuse, som de også har brug for, siger Anne Bjerrekær.
Læs også
Det nye destinationssamarbejde forventes behandlet i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune og byrådet i Syddjurs Kommune i løbet af november og december 2018.