Virksomheder på Djursland står sammen
Helt nyt erhvervsinitiativ bliver lanceret i denne weekend - blandt andet med møde i Aarhus Lufthavn
Djursland gemmer på mange gode idéer og ikke mindst mange gode kræfter, som kan udnyttes endnu bedre.
Det er en af tankerne bag et helt nyt fremstød kaldet 'Made by Djursland', som Djurslands Erhvervsråd og Viden Djursland har udviklet på gennem det seneste år.
I weekenden bliver tankerne gjort konkrete i form af to arrangementer, hvor lokale iværksættere og virksomhedsledere er blevet inviteret.
Det ene finder sted på Kalø Økologisk Landbrugsskole under overskriften 'Food innovation'. Her vil fødevareproducenter sidde til bords med folk, der har mulighed for at hjælpe dem med at få afsat deres produkter, fortæller Ole Sørensen fra Djurslands Erhvervsråd:
- Vi vil gerne have nogle flere lokale fødevarer på vores hylder i de lokale butikker.
Mål om at stå sammen
Aarhus Lufthavn er lokationen for det andet arrangement, hvor det ifølge arrangørerne er omkring 100 specielt inviterede erhvervsfolk der deltager.
Lufthavnen vil blive omdrejningspunktet for flere debatter og oplæg. Et af dem handler om, hvordan Aarhus Lufthavn kan blive gentænkt som kulturelt oplevelsessted.
- Vi vil sætte fokus på, at vi har en masse kreative mennesker på Djursland og booste vores erhvervsliv, siger Ole Sørensen.
Hele idéen med 'Made by Djursland' er, at det skal være et tilbagevendende arrangement hvert år i uge 47 og skal fungere som et supplement til for eksempel Business Region Aarhus, som er en sammenslutning af 11 østjyske kommuner.
Du kan høre Ole Sørensen fortælle mere om 'Made by Djursland' i videoen øverst i artiklen.