VIDEO: Mølle på Mols har fået sin hat på igen
Vistoft Mølle betyder meget for de lokale. I dag fik møllen sin hat på igen
For mere end to år siden blev møllehatten pillet af.
I dag kom møllehatten så på igen. Påsætningen er en del af en større restaurering af Vistoft Mølle.
- Det er en stor dag. Det er enestående at se næsten 1.000 kilo blive løftet op, siger Karen Bjerg Petersen, der ejer Vistoft Mølle.
Vistoft ligger på Søndre Molsvej i Knebel i Syddjurs Kommune.
Stor betydning
Ifølge Karen Bjerg Petersen betyder Vistoft Mølle meget for folk i lokalområdet.
- Folk kommer herop og får taget billeder, når de skal giftes, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Restaureringen af Vistoft Mølle er sket med en bevilling fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond og en bevilling fra Augustinus Fonden.
Restaureringen af møllen blev støttet med to millioner kroner af A.P. Møller og 150.000 kroner af Augustinus Fonden
Dermed er flere års bestræbelser på at bevare Vistoft Mølle som et vartegn for både Mols og Nationalpark Mols Bjerge nu blevet en realitet.
Vistoft Mølle blev opført i 1856 af møllebygger Niels Olsen fra Randers. Det er en hollandsk vindmølle med grundmuret undermølle og ottekantet overmølle i træ.