Venstre går stadig efter borgmesterposten i Syddjurs
Claus Wistoft arbejder på et udspil, så Venstre kan generobre borgmesterstolen i Syddjurs Kommune. Se interview her.
I denne uge valgte Socialdemokraterne i Syddjurs at løbe fra den konstitueringsaftale, de på valgaftenen havde indgået med den borgerlige fløj.
I stedet indgik Socialdemokraterne en alliance med SF og Det Radikale Venstre. Den nye aftale betyder, at Jesper Mathiesen (S) efter nytår kan indtage borgmesterkontoret i stedet for Venstres Claus Wistoft.
Socialdemokraternes kovending betyder dog ikke, at Claus Wistoft har opgivet håbet om at blive ny borgmester.
- Socialdemokratiet river ugegamle skriftlige aftaler i stykker og tilsidesætter alt, hvad der hedder borgerdemokrati, siger Claus Wistoft i Go' Aften Østjylland, der bliver sendt torsdag aften kl. 20 på den nye Kanal Østjylland.
- Jeg er ikke sikker på, at Venstre og den borgerlige fløj umiddelbart vil acceptere det her. Der bliver fortsat gjort sonderinger omkring, hvordan vi kan løse problemet.
Du kan se en bid af interviewet med Claus Wistoft ved at klikke i boksen ovenfor til højre. Hele interviewet kan ses i Go' Aften Østjylland torsdag aften kl. 20.00.